Ærkerival overtager Netflix-stjernen Tiger Kings tigerpark
Joseph Maldonado-Passage, der er bedre kendt som Joe Exotic eller "Tiger King" i Netflix-serien af samme navn, må nu se sin tidligere tigerpark i hænderne på ærkerivalen Carole Baskin. (Arkivfoto). Foto: -/Ritzau Scanpix
-/Ritzau Scanpix
En domstol overdrager tigerpark, som var ejet af Joe Exotic, til ærkerivalen Carole Baskin.
Der er blevet skrevet et nyt kapitel i konflikten mellem de to amerikanske tigerpark-ejere Carole Baskin og Joseph Maldonado-Passage, der er bedre kendt som Joe Exotic eller "Tiger King" i Netflix-serien af samme navn.
En føderal domstol har afgjort, at Carole Baskin skal overtage den tigerpark, som Joe Exotic har ejet.
Det skriver nyhedsbureauet dpa.
Netflix-serien "Tiger King", som fik premiere på streamingtjenesten 20. marts i år, er blevet ekstrem populær verden over.
Serien skildrer Joe Exotics liv som ejer af en privat zoologisk have - primært med vilde, store katte - i den amerikanske delstat Oklahoma.
Undervejs i serien ruller flere og flere beskyldninger ind mod Joe Exotic om blandt andet dyremishandling fra hans ærkerival Carole Baskin.
Og nu har en domstol afgjort, at Carole Baskin skal overtage tigerparken som et led i en sag om krænkelse af Carole Baskins varemærke.
Ifølge mediet Court House News har Joe Exotic tilbage i 2011 overført sine ejendele til sin mor, Shirley Schreibvogel. Det var for at holde dem væk fra kreditorer i det tilfælde, at Carole Baskin skulle vinde en retssag mod ham.
Det skal moren efterfølgende have indrømmet under vidneafhøring i sagen, skriver dpa.
Den føderale domstol i Oklahoma har desuden afgjort, at flere biler og ejendomme på tigerparkens grund også skal gå til Carole Baskin.
Den nuværende ejer af parken, Jeff Lowe, er blevet beordret til at forlade grunden inden for 120 dage.
I 2019 blev Joe Exotic idømt 22 års fængsel for at have planlagt og betalt et lejemord på Carole Baskin.
Samtidig blev han kendt skyldig i at have forfalsket papirer og overtræde en lov om beskyttelse af truede dyrearter.
USA's præsident, Donald Trump, sagde i april, at han overvejede en benådning af Joe Exotic.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde