Veteranrockerne i amerikanske Aerosmith er på udkig efter en ny forsanger.
Den 61-årige bredmundede, karismatiske sanger Steven Tyler har nemlig efter fire årtiers samarbejde brudt med sine bandkolleger, skriver amerikanske medier.
- Så vidt jeg ved, har Steven givet op, siger Aerosmiths leadguitarist Joe Perry til avisen Las Vegas Sun.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters er bandet nu opsat på at finde en afløser for Tyler og så give den rigtig gas.
- Han har ikke ringet til mig i månedsvis, meget koldt af ham, skriver 59-årige Perry på sin Twitter-profil.
Her klandrer han Tyler for at have glemt sine fans, "de folk, som tilbeder ham og har hjulpet ham til succes".
De to musikere, der sammen står bag rockklassikere som "Walk this Way" og "Love in the Elevator" blev i 1970'erne og 1980'erne døbt the Toxic Twins på grund af deres udsvævende livsstil med masser af narko, sprut og groupier.
Forholdet mellem Perry og Tyler har været anspændt, siden bandets USA-turné i august blev afbrudt, efter at forsangeren var styrtet ned fra en scene og brækkede skulderen. Ingen af bandkollegerne ledsagede ham dengang til hospitalet.
Rygterne om bruddet tog ifølge nyhedsbureauet dpa fart, da Tyler i et interview fortalte, at han ikke rigtig vidste, hvad han nu skulle tage sig til.
- Men det bliver med sikkerhed kun noget af mig, Steven Tyler, min egen stil af mærket Tyler, sagde skuespilleren Liv Tylers far til det britiske magasin Classic Rock.
Aerosmith er tidligere gået i opløsning, nemlig i 1979 på grund af Perrys narkomisbrug, og blev gendannet i 1984. Bandets sidste album kom på gaden i 2001.
/ritzau/
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet