Afrikaindsamling forvandles til kæmpe liveshow på DR

Over 20 afrikanske lande står i en akut fødevarekrise, mens godt 340 millioner mennesker i Afrika mangler adgang til noget så simpelt som rent drikkevand.

Offentliggjort Sidst opdateret

Derfor går de største hjælpeorganisationer i Danmark og DR sammen for at samle penge ind i Danmarks Indsamling 2013. Det hele kulminerer i et kæmpe liveshow fredag den 8. februar klokken 19.00 på DR1.

Når showet, der tegner til at blive det største indsamlingsshow til dato, går i luften, bliver det med livesending fra fire landsdele og Kayonza i Rwanda.

- Gennem landsdelene vil vi samle Danmark bedre og bredere end før. Samtidig skruer vi op for samarbejdet mellem vores radiokanaler, Ramasjang, dr.dk og tv-showet, så ingen er i tvivl om, hvorfor vi samler ind, og at det nytter, siger programredaktør Jesper Dein.

Værterne ved den store fest er Mads Steffensen i Nordjylland, Sisse Fisker i Midtjylland, Peter Qvortrup Geisling i Syddanmark, mens Ulla Essendrop er i Østdanmark. Sammen med Nikolaj Koppel er Louise Wolff vært direkte fra en skole i byen Kayonza i Rwanda.

Skolen i Rwanda er opført af SOS Børnebyerne af midler fra netop Danmarks Indsamlingen.

- Mange børn kan ikke komme i skole, og de der kan, går måske syv kilometer, for at kæmpe sig igennem en skoledag uden mad eller drikke. Uden hjælp har de nærmest ingen mulighed for at flytte sig bare en smule i livet, siger Wolff om sit besøg i Uganda sidste år.

Danmarks Indsamling løber fra nu og frem til 8. februar, hvor indsamlingen kulminerer med det store tv-show, hvor kendte danskere er på plads i call centret - klar til at tage imod danskernes bidrag.

Sidste år førte indsamlingen til 87 millioner kroner til børn på flugt.

Se mere på www.dr.dk/danmarksindsamling - www.danmarksindsamling.dk og www.facebook.com/danmarksindsamling

/ritzau/