Selv om overrækkelsen foregår i Ringe på Fyn, så er resultatet ikke så ringe igen. Grevinde Alexandra kommer lørdag til den midtfynske by for at modtage de penge, som det velgørende cykelhold Team Rynkeby har indsamlet til fordel for Børnecancerfonden.
Selve beløbet bliver indtil videre holdt hemmeligt, men ifølge Team Rynkeby er beløbet i år væsentligt højere end sidste år, hvor checken lød på knap 1,5 millioner kroner.
Pengene er blevet indsamlet i løbet af året, hvor Team Rynkeby blandt andet har bortauktioneret en cykeltrøje, som statsminister Lars Løkke Rasmussen var iført, da Team Rynkeby cyklede til Paris. Også sundhedsminister Jakob Axel Nielsen, fødevareminister Eva Kjer-Hansen og udviklingsminister Ulla Tørnæs var med på turen og iklædt dannebrogscykeltrøjer, som blev bortauktioneret hos internetauktionshuset eBay.
Også fodboldlandsholdets Nicklas Bendtner har bidraget ved at sælge de lyserøde fodboldstøvler, som han sidste år havde på i en kamp for sin klub Arsenal i Champions League. De blev solgt for 19.500 kroner, har Team Rynkeby tidligere oplyst.
/ritzau/
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker