Alicia Keys bliver smykkehandler

Beckham og Jennifer Lopez er blot nogle af dem, der med mere eller mindre succes har forsøgt at tjene penge på andre forretningsområder end det, de i virkeligheden er kendt for.

Nu springer den nifoldige grammyvinder Alicia Keys også ud som forretningskvinde. Hun vil sælge håndlavede smykker gennem firmaet AK Worldwide. Det særlige kendetegn ved den 28-årige sangers smykker er, at de alle har indgraveret beskeder, der skal støtte og giver ejermanden håb for fremtiden.

- Ordene virker fornuftige, når man læser dem - de inspirerer dig på en måde til at finde det rette sted i dig selv, siger Alicia Keys til britiske "The Mirror".

Samtidig åbner Alicia Keys en hjemmeside, iamsuperwoman.com, der er dedikeret til at profilere inspirerende kvinder. Hendes egen inspiration til at blive forretningskvinde er talkshowdronningen Oprah Winfrey.

- Hvorfor jeg elsker Oprah? Fordi hun har evnen til at få dig til at gøre ting, som virkelig ændrer dit liv, siger hun.

Fænomenet med kendte personer, der forsøger sig som forretningskvinder er heller ikke ukendt i Danmark. Seneste eksempel er Andrea Elisabeth Rudolph, vært på "Vild med dans", der har forsøgt sig med en hudplejeserie.

/ritzau/

Den amerikanske sanger Alicia Keys følger nu mange andre kolleger og forsøger sig langt fra sin hjemmebane som smykkesælger.

Offentliggjort Sidst opdateret