AllStars-Julie: Johnson er frækkest

Julie Berthelsen er ene høne i flokken i TV2-programmet AllStars. De andre korledere er alle mænd, og det passer den grønlandske sangfugl glimrende.

Hun elsker at blive behandlet som en dame, og både Rasmus Nøhr, Marc Johnson og Niarn opfører sig som agtværdige gentlemen over for Julie.

Men når det kommer til, hvem af de tre konkurrenter Julie synes er lækrest, så er korlederen fra Nuuk ikke meget i tvivl.

- Det må nok være Johnson. Han er den frækkeste, lyder det fra sangerinden.

- Han holder ikke noget tilbage. Han siger tingene, som de er. Han siger meget, og han siger det også hele tiden, siger Julie Berthelsen.

Den lille århusianske rapper er ikke til at komme udenom.

- Man kan ikke undgå at lægge mærke til ham eller se ham eller høre ham, og han er simpelthen så sjov.

Marc Johnson selv er glad for de smigrende ord. Men i første omgang er han lidt i tvivl om, hvad Julie Berthelsen mener, når hun kalder ham "fræk".

- Er det på den måde, at jeg siger for meget lort?

Han liver dog op i et selvsikkert smil, da det går op for ham, at Julie vist mener, han er lækker.

- Ja, jeg er den frækkeste, lyder det fra Marc Johnson.

/ritzau/

Marc Jonson fra TV2's korkonkurrence AllStars er en rigtig frækkert. Det synes Julie Berthelsen, der er Johnsons kollega i programmet.

Offentliggjort Sidst opdateret