Amazon udsender længe ventet opfølger til The Handmaids Tale ved en fejl
Romanen "The Handmaid's Tale", som er blevet til en tv-serie på HBO Nordic, handler om den totalitære stat Gilead, hvor kvinder iført røde kapper og hvide skærme tvinges til at føre menneskeheden videre, efter at forurening har gjort størstedelen af befolkningen steril. Foto: Jim Watson/Ritzau Scanpix
Jim Watson/Ritzau Scanpix
800 eksemplarer af opfølgeren til Margaret Atwoods succesroman "The Handmaid's Tale" er blevet lækket.
Hos den amerikanske techgigant Amazon er der sket en ups'er af de helt store.
Ved en fejl er den canadiske forfatter Margaret Atwoods nye bog, "The Testaments", blevet sendt til 800 kunder, der har forudbestilt bogen, selv om romanen - som er omgivet af stort hemmelighedskræmmeri - først officielt udkommer tirsdag den 10. september.
Det skriver Politiken.
"The Testaments" er opfølgeren til Margaret Atwoods kæmpesucces "The Handmaid's Tale" fra 1985, som den populære HBO-serie af samme navn er baseret på.
Dermed har nogle læsere ventet i mere end tre årtier for at finde ud af, hvad der sker med den totalitære stat Gilead, hvor få fødedygtige kvinder tvinges til at føre menneskeheden videre, efter at forurening har gjort størstedelen af befolkningen steril.
Forlaget Penguin Random House har ellers gjort alt, hvad der stod i deres magt, for at holde handlingen i "The Testaments" skjult.
Ifølge Politiken er der blevet skrevet udførlige kontrakter og nedlagt forbud mod mobiltelefoner nær manuskriptet for at sikre, at ingen detaljer slap ud.
Men tirsdag begyndte flere af de 800 kunder, som ved en fejl har modtaget romanen, at dele billeder af bogen på Twitter.
Det har nu fået flere medier - blandt andet britiske The Guardian - til at publicere planlagte uddrag af "The Testaments" og interviews med Margaret Atwood, så der nu florerer detaljer om bogen på nettet.
Ifølge forlaget skyldes lækket en fejl hos en detailhandler, som nu er blevet rettet.
Selv om dele af indholdet i bogen er sluppet ud, har de valgt at holde fast i den oprindelige embargo, og "The Testaments" udkommer derfor fortsat officielt den 10. september, skriver The Guardian.
- Vi respekterer, at læserne har ventet tålmodigt - nogle i mere end 30 år - på den længe ventede opfølger. For at sikre, at vores læsere modtager deres kopi af bogen på samme dag, er vores globale udgivelsesdato fortsat 10. september, oplyser forlaget i en pressemeddelelse.
Streamingtjenesten Hulu har sikret rettighederne til at gøre handlingsforløbet i "The Testaments" til en tv-serie.
Det er samme tjeneste, som står bag tv-serien "Handmaid's Tale", som i Danmark vises på HBO Nordic.
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker