Amerikansk filmkomiker indlagt efter infektion
Komikeren Jerry Lewis brød igennem som en del af komikerduoen "Martin and Lewis". Foto: /ritzau/Rich Fury
/ritzau/Rich Fury
Komikeren Jerry Lewis blev fredag indlagt på hospitalet i Las Vegas, efter at han blev ramt af en infektion.
Den amerikanske komiker og skuespiller Jerry Lewis, der særligt er kendt fra komediegruppen Martin and Lewis, har fået sit publikum til at grine i årtier.
Fredag aften blev den nu 91-årige komikerveteran indlagt på hospitalet i Las Vegas, efter at han blev ramt af en urinvejsinfektion.
Det fortalte filmkomikerens repræsentant mandag til nyhedsbureauet Reuters.
- De (lægerne, red.) besluttede sig for at beholde ham over weekenden til observation og for at være sikre på, at den medicin, de giver ham, virker, sagde Candi Cazau til nyhedsbureauet.
Samtidig fortalte hun, at medicinen ser ud til at virke, som den skal, og derfor forventes det også, at den kendte entertainer snart bliver udskrevet fra hospitalet i spillebyen.
Den kendte komiker, der har hele to stjerner på æresfortovet Hollywood Walk of Fame, har i flere år haft problemer med helbredet, og ifølge Reuters har han været ramt af både et hjerteanfald og lungebetændelse, mens han også lider af kroniske rygsmerter.
Jerry Lewis blev for alvor et kendt ansigt, da han slog sig sammen med sangeren Dean Martin i komediegruppen Martin and Lewis. Sammen optrådte de to mænd på natklubber, mens de senere indspillede en række komediefilm som "My Friend Irma" og "Jumping Jacks".
I 1956 gik makkerparret hver til sit, og siden vendte Jerry Lewis tilbage til skuespillet på egen hånd. Her fik han sin debut i filmen "The Delicate Delinquent".
Siden har han også prøvet kræfter som instruktør, manuskriptforfatter og producer for film som "The Ladies Man" og "The Nutty Professor".
Filmveteranen er også kendt for sit velgørenhedsarbejde, og i mange år har han hjulpet med at samle penge ind til Muscular Dystrophy Association, der er den amerikanske pendant til muskelsvindsfonden.
For det arbejde blev Jerry Lewis i 1977 nomineret til Nobels fredspris.
I 2013 vendte han tilbage til det store lærred efter 18 år, da han spillede med i filmen "Max Rose".
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned