Amerikansk "Forbrydelsen" vises herhjemme

Den har allerede gået sin sejrsgang her hjemme i en dansk version, og nu får den amerikanske udgave af "Forbrydelsen" premiere i Danmark.

På amerikansk hedder tv-serien "The Killing", og det er Kanal 5, der blænder op for serien.

I USA har serien netop haft premiere, og første gang, den blev sendt, fulgte 1,7 millioner amerikanere med.

Anmeldelserne "over there" har været stærkt positive. USA's største avis, USA Today, kaldte den "noget af det bedste på tv" og gav serien det størst mulige antal stjerner.

"The Killing" foregår i Seattle, hvor seerne følger den dramatiske opklaring af mordet på Rosie Larsen.

Men selvom serien lægger sig op ad den danske "Forbrydelsen", så er der ændret en helt afgørende faktor i forhold til den danske version for at holde spændingen intakt.

- Vi bruger den danske "Forbrydelsen" som en form for kladdehæfte, men vi skaber vores eget univers af mistænkte mordere.

- Vi har valgt at ændre slutningen i forhold til den danske udgave, så ingen ved, hvem der myrdede Rosie Larsen, fortæller seriens amerikanske producer, Veena Sud.

"The Killing" har premiere på Kanal 5 den 29. maj kl. 20.00.

/ritzau/

Foto: CelebrityPhoto/Retna Pictures/Photoshot

Den amerikanske version af vores egen krimiserie "Forbrydelsen" får nu premiere på Kanal 5.

Offentliggjort Sidst opdateret