Hvis ikke det var for Amy Winehouse, var det ikke sikkert, at verden i dag var beriget med sangerinder som for eksempel den britiske Adele, der har hittet stort med blandt andet "Rolling in the Deep".
Det skriver Adele på sin blog, hvor hun hylder afdøde Winehouse for at være kontroversiel og ligeglad med andres mening - og for ikke at være en barbiedukke at se på.
- Der er ikke mange mennesker, der gør det, de virkelig elsker, bare fordi de elsker det uden noget postyr og uden at gå på kompromis, skriver Adele i et blogindlæg under titlen "Amy Flies in Paradise".
- Men hun vidste, hvad hun kunne, og hun behøvede ikke engang at prøve, skriver hun om Amy Winehouse.
Adele blev kaldt for "den nye Amy Winehouse" af britisk presse, da hun kom frem i 2008, og hun fortalte dengang til nyhedsbureauet Wenn.com, at hun mente, at en pigegruppe bestående af hende selv, Winehouse, Kate Nash og Katie Melua ville være det "bedste band nogensinde".
- Vi er ikke bange for at sige, hvad vi mener. Man behøver ikke være en dukke med solbrune ben, blondt hår, store bryster og flotte læber, sagde hun dengang.
I blogindlægget fortæller hun, at hun er stolt af at være inspireret af Winehouse, og at hun er sikker på, at den afdøde sangerinde skal have en del af æren for, at sangerinder som hun selv har fået en karriere.
- Amy banede vejen for kunstnere som mig selv. Hun gjorde, at folk igen blev tændt på britisk musik, og hun gjorde det med en frygtløs humor og var fuldstændig uimponeret, skriver Adele.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned