Anders Lund vil have Oprah i studiet

Anders Lund Madsen er fuld af gode idéer, når det kommer til mulige gæster i "Det nye talkshow", der kører fredag aften på DR1. Han fortæller, at snøren er ude både hos Kronprins Frederik og Mikkel Kessler, og så vil han også gerne have selveste Oprah Winfrey i studiet.

Oprah meddelte forlede, at hun kommer til København i forbindelse med kåringen af værtsbyen for OL i 2016, men foreløbig ligger resultatet af den plan hen i det uvisse, og programmet for showet på fredag lægger sig da også på et lavere niveau, hvad kendis-faktoren angår.

- Lige nu har vi sendt praktikanten til Tønder for at være med til at indvie en sø, der skal redde fisken Snæbelen. Prins Joachim er der også, og sidste gang gik det jo grueligt galt med kongefamilien for praktikanten, så nu prøver han at gøre sine hoser grønne hos "Jokke", siger Anders Lund Madsen.

I første afsnit af "Det nye talkshow" dansede Anders Lund Madsen en Foxtrot med hovedet hvilende på Anni Fønsbys barm. Men det er slut med at byde op til dans i showet, fortæller Anders Lund Madsen, der har overvejet at kaste sig over den omstridte bog "Jæger - i krig med eliten". Han mener dog, at historien er ved at blive tørlagt.

- Den kreative direktør i People's Press, Jakob Kvist, holder mediepause. Og når det sker, at han holder mund, så er den hund fuldstændig død. Desuden er bogen jo blevet offentliggjort, så den er allerede ret tynd, siger Anders Lund Madsen.

Madsen har i øvrigt udsigt til konkurrence på talkshowfronten, i form af Casper Christensen, der til oktober går i luften med et fredagstalkshow på den konkurrerende kanal, TV 2.

- Det er dejligt med noget nyt. Der er for få talkshows i forvejen. Jeg synes, det er spændende, for så kan man spejle sig selv, og se hvordan man selv vælger at gribe det an, siger Anders Lund Madsen.

Han er dog heller ikke i tvivl om, at der vil blive mere rift om de kendte, med den skærpede konkurrence.

- Med de nuværende talkshows, håber jeg selvfølgelig på, at verden flytter sig om fredagen og ikke om mandagen, så de kendte stadig er aktuelle, til vi når frem til ugens sidste dage. Men der er 5,4 millioner mennesker i det her land, så det skal nok gå, siger Anders Lund Madsen.

Og hvis alt går galt, er reality-stjernen Sidney Lee altid velkommen.

- Han er umiddelbart det mest fantastiske fænomen i det her land, lige for øjeblikket, siger Anders Lund Madsen.

/ritzau/

Selv om Anders Lund Madsen inviterede Anni Fønsby ind til at danse Foxtrot i "Det nye talkshow", skal vi dog ikke vente os mere "Vild med dans" i næste program.

Offentliggjort Sidst opdateret