Årets største musikalske øjeblikke

2010 lakker mod enden, og det samme gør et år med store, musikalske øjeblikke. Billboard.com har kåret de 25 største.

På førstepladsen er Eminems comeback til musikken. Den 38-årige rapper har solgt mere end tre millioner albums og er nomineret til intet mindre end 10 grammyer.

- De tal lyver ikke. Eminem ejede 2010, skriver Billboard i begrundelsen.

På andenpladsen er den hyldest, Simon Cowell fik, da han efter ni år meldte ud, at han ikke længere vil være dommer i "American Idol". Otte af de i alt ni vindere sang for den 51-årige dommer og producer.

Blandt vinderne var Kelly Clarkson, som vandt den første omgang af det populære talentshow, countrysangeren Carrie Underwood og Jordin Sparks, der med sine blot 17 år blev den yngste vinder nogensinde.

På tredjepladsen er Taylor Swifts flotte pladesalg - over en million albums på en enkelt uge, mens fjerdepladsen indtages af Lil' Wayne, der trods for, at han var bag tremmer det meste af året, formåede at toppe Billboardlisten med albummet "I'm Not A Human Being".

Listen byder også på Beatles' længe ventede indtog på iTunes, Justin Biebers rivende succes og Lady Gagas mange gyldne øjeblikke - herunder hendes optræden i den famøse kødkjole ved MTV Video Music Awards.

Sidst, men ikke mindst har Disney-stjernen Miley Cyrus kæmpet sig ind på listen. Den 18-årige sangerinde indtager listens 23. plads for sin optræden som bongryger på en privat video, der endte på nettet.

- Herfra håber vi, at Cyrus ikke vælger samme vej som Lindsay Lohan, skriver Billboard med henvisning til den 24-årige skuespillerinde, der netop nu er på afvænning for stoffer og alkohol.

Se hele listen med tilhørende videoer her:

http://www.billboard.com/#/features/top-25-moments-2010-1004135040.story? tag=hpflash1

/ritzau/

Miley Cyrus' bongrygning, Beatles på iTunes og Eminems comeback er på listen over de største øjeblikke.

Offentliggjort Sidst opdateret