6000 tilskuere i Gigantium i Aalborg var vidner til noget nær en sensation mandag aften. Rocklegenden Axl Rose gik på scenen - som han har gjort så mange gange før - men denne gang til tiden.
Eller i hvert fald næsten til tiden. For en halv times tid var han da forsinket, men Herregud, det er jo rock 'n' roll, og så er det normalt med en smule forsinkelse.
Guns N' Roses forsangeren er ellers kendt for at have gevaldige problemer med mødedisciplinen, og koncerterne plejer gerne at være langt over en time forsinkede.
Men i Aalborg var det anderledes. Og Axl Rose og det band, der stadig kalder sig Guns N' Roses, skønt kun Axl er tilbage af de oprindelige gutter, overraskede anmelderne positivt.
Koncerten fik fire flotte stjerner fra anmelderne i både Ekstra Bladet, B.T. og Jyllands-Posten. Fælles for anmelderne var, at Axl og co. leverede over forventning.
- Kom så ikke her og sig, at man ikke stadig kan redde sig nogle artige overraskelser i Rock 'n' Roll, skriver B.T.'s garvede rockanmelder Steffen Jungersen.
Axl Rose får dog kritik for at bruge for meget energi på at rende ud og ind fra scenen for at skifte tøj, mens tomrummet fyldes af ligegyldige guitarsoli.
Men sangeren roses af alle anmelderne for sin kampvilje til at forsøge at trække sig selv op. Og det lykkedes altså så godt, at alle tre anmeldere uddelte fire stjerner ud af seks mulige.
/ritzau/
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie