Babou: Fornemmer pludselig jeg ryger ud

Semifinalen er lige rundt om hjørnet i årets X Factor, og deltagerne kan tydeligt mærke, at det spidser til nu.

- Det har været en utrolig hektisk uge, for vi har skulle øve to sange, to koreografier og have fundet to sæt tøj, og det har gjort det hele meget mere travlt, fortæller Babou, der er én af de kun fire tilbageværende deltagere.

Men for ham har ugen også været præget af, at konkurrencen er hårdere, og han mærker tydeligt, at ingen kan føle sig sikre - slet ikke ham selv.

Siden det første liveshow har han nemlig haft en fornemmelse af, hvem der ville ryge ud - en fornemmelse, der har vist sig at holde stik.

- Hver uge har jeg haft en spøjs fornemmelse, og jeg har været ret god til at forudse, hvem der ville ryge ud. Indtil videre har jeg ikke taget fejl, siger Babou og fortsætter:

- I lørdags vågnede jeg med en følelse af, at det er min tur til at ryge ud. At jeg ryger i semifinalen og ikke når at optræde i Parken. Jeg gik helt i panik, fortæller Babou, der vil gøre alt for at nå til finalen.

- Jeg foreslog koreograferne, at jeg skulle have 20 dansere med på scenen og en masse fyrværkeri, men heldigvis fik de talt mig til fornuft. Det er jo tit de irrationelle beslutninger, man tager i panik, der ender med at fælde en, siger Babou.

En uge i øvelokalet har dog dæmpet Babous nerver.

- Jeg har en meget bedre fornemmelse nu. Og uanset hvad jeg forudser, der vil ske, så er jeg jo ikke herre over det. Jeg kan ikke gøre noget. Det er seerne, der bestemmer, siger Babou.

/ritzau/

Hver uge har Babou fornemmet, hvem der ville ryge ud af X Factor. Nu frygter han, at det er ham selv.

Offentliggjort Sidst opdateret