Barsel og deltid koster tusindvis af pensionskroner

Man kan ikke sætte en pris på tiden med sine børn - og så alligevel. Holder du barsel uden løn, vil det kunne ses på både dit månedlige budget og din pensionsopsparing. (Arkivfoto) Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Det er dyrt at prioritere børnene - og er det kun den ene part i forholdet, der bliver ramt på økonomien, kan I overveje at lave en aftale om kompensation.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det kan koste flere hundredtusinder kroner på pensionskontoen, hvis du får to børn og indkasserer barselsdagpenge i sammenlagt et år. Det viser beregninger fra Danica Pension.

Med en årsløn på 400.000 kroner får du omkring 72.000 kroner mindre på kontoen, når du rammer 68 år. Det er forudsat et afkast på 1,5 procent, hvilket tilmed er forsigtigt sat.

Er din årsløn derimod 700.000 kroner, er der 212.000 kroner mindre at leve for, viser beregningerne.

- Det er måske ikke særlig meget på månedsbasis over 20 år, men det kan lige være den pose penge, man skulle have brugt på en rejse, siger Britt Ambjørn Christiansen, seniorøkonom hos Danica Pension.

Vælger den ene part at gå på deltid i fem år, mens børnene er små, koster det mellem 137.000 og 406.000 kroner på pensionskontoen, viser Danica Pensions beregninger.

Men der er flere håndtag, du kan skrue på, hvis du vil undgå at stå med færre kroner mellem hænderne, når pensionsalderen rammer.

- Man kan for eksempel indhente noget af det tabte ved at skrue lidt op for indbetalingerne, når man kommer tilbage på fuldtid, siger Britt Ambjørn Christiansen.

Du kan også vælge at lave en opsparing ved siden af pensionsopsparingen, som du kan supplere med. Det kan være opsparing i banken, i en bolig eller investeret i aktier.

- Jo tidligere man kommer i gang, jo lettere er det at spare det manglende op. Men det afhænger selvfølgelig af ens økonomi, siger seniorøkonomen.

I kan også overveje, om den part, der ikke går på barselsdagpenge, skal spæde til den andens pensionsopsparing eller på anden måde kompensere økonomisk.

- Det kan være, partneren skal dække mere af husholdningen i en periode, så man fortsat har råd til at spare op til pensionen, siger Desirée Ballegaard, der er direktør og uvildig finansiel rådgiver i virksomheden Boovot.

Det kan også være en aftale om, at din ægtefælle smider penge direkte ind på din opsparing. Er I ikke gift, er det til gengæld næppe en god løsning, da pengene i så fald beskattes.

Det kan også være, I er enige om at dele pengene ligeligt, når I går på pension. Men i så fald er det en god idé at få det på skrift - for eksempel i form af en ægtepagt. Så er begge parter nemlig sikret en andel, hvis I bliver skilt.

- Penge bliver så ofte et tabuemne, men det er en snak, man skal have, ligesom man skal tage snakken om, hvad der skal ske, hvis den ene pludselig ikke er der mere. Det handler om at sikre hinanden, siger Desirée Ballegaard.

Hun råder også til, at du husker din arbejdsgiver på, at du stadig er en del af arbejdspladsen, selv om du går på barsel. På den måde kan du måske indhente lidt af det tabte.

- Så selv om man ikke er der, skal man stadig i betragtning til lønforhøjelse, bonus og forfremmelse. Man har jo leveret, siger hun.

/ritzau fokus/