Tim Burton har været der før, men denne gang er det ham selv, der styrer løjerne. Den mørke og skæve amerikanske filminstruktør har fået tildelt hvervet som præsident over juryen ved maj måneds filmfestival i Cannes. I 1997 var han en del af selvsamme jury, men som menigt medlem.
- Når du tænker på Cannes, så tænker du på internationale film. Og eftersom film altid har været som drømme for mig, er dette en drøm, der går i opfyldelse, siger 51-årige Tim Burton ifølge hjemmesiden The Hollywood Reporter.
Det er en rutineret herre, som Cannes-præsident Gilles Jacob har fået fat i. Burton slog for alvor igennem i Hollywood sidst i 80'erne med filmene "Beetlejuice" og "Batman", og i 1990 blev filmen "Edward Saksehånd" startskuddet til et mangeårigt samarbejde med skuespilleren Johnny Depp.
- Det er første gang, at en kunstner, hvis rødder er i animationsgenren, vil styre juryen ved filmfestivalen i Cannes, siger Gilles Jacob om Tim Burton, som han har store forventninger til:
- Vi håber, at hans søde galskab og gotiske humor vil præge Croisetten og gøre det til juleaften for alle. Juleaften og Halloween.
Om Burton får lov til at sætte sit dunkle præg på den solbeskinnede havnepromenade i Cannes, kan man finde ud af fra den 12. til 23. maj, hvor festivalen kører. I midten af april bliver det offentliggjort, hvilke film der deltager i den prestigefyldte internationale konkurrence.
Inden da kan biografpublikummet opleve Tim Burtons seneste påfund, når 3D-filmen "Alice in Wonderland" har premiere i USA den 5. marts og i Europa den 7. april. Knap så overraskende er det, at den nykårede juryleders ven, Johnny Depp står på rollelisten i filmatiseringen af Lewis Carrolls eventyr.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned