Beskær dine bærbuske og få flere søde sommerbær

Bær fra havens buske er rigtig gode til marmelade og gele. Foto: Bosse Nilsson/Kb/Scanpix/Ritzau Scanpix

Mange grene er ikke ensbetydende med mange bær. De skal have sollys og luft for få flotte, frodige bær.

Offentliggjort Sidst opdateret

Har du bærbuske i haven, så er det allerede nu, du skal sikre dig ikke blot denne sæson, men også næste sommersæsons udbytte.

I foråret skal grenene nemlig forynges, så de får de bedste vækstbetingelser, forklarer havefaglig rådgiver Kamilla Høy fra Plantorama.

- Klip de grene af, som går på kryds og tværs, for de kommer til at skygge og skade hinanden. Hver gren har brug for luft og lys, forklarer hun.

Et godt fif er desuden, at buskens bund skal kunne rammes af sollys, så klip som minimum de gamle, tykkeste grene af helt nede ved bunden.

De sætter ikke længere så mange bær, så der er ingen grund til, at de tager pladsen fra de unge bundskud.

Får du ikke beskåret din bærbusk her i foråret, kan det også gøres, når bærrene er plukkeklar.

Hér fjerner du de gamle og tykke grene med bær på, og herfra kan du plukke bærrene fra de afskårne grene. På den måde har man både tyndet ud i busken og høstet samtidig.

Beskæringen stimulerer også til ny vækst. Og året efter vil der være nye, tydelige nye skud at finde, som er i stærk vækst.

Hindbærbusken kan være en anelse mere tricky, for der er to forskellige typer: sommerhindbær og efterårshindbær.

Sommerhindbærrene giver, som navnet antyder, bær i sommermånederne. Når du beskærer den busk, så klip de skud af, som gav bær sidste år, for de kan ikke give bær igen.

Efterårshindbærrene giver derimod bær fra omkring oktober på alle de skud, der dannes i år.

Begge skal klippes ned hver vinter. Men har du ikke fået gjort det, så er det altså nu, anbefaler anlægsgartner Arne Biering.

- Det er vigtigt for at holde buskenes cyklus. Og det er højaktuelt lige nu, forklarer han.

Det samme gør sig gældende for de andre typer bærbuske. Solbær og ribs trives bedst med jævnlig beskæring. De får nemlig de flotteste bær, når alle buskens grene får sol.

Stikkelsbær er en anelse mere sarte og tåler maks. at få fjernet et par stængler ad gangen foruden de gamle grene.

Derimod behøver blåbær ingen beskæring. De trives godt, uanset hvor meget de gror. Men ret dem gerne til.

Vokser den dig over hovedet og er uoverskuelig at passe, så reducer den med cirka halvdelen, forklarer Kamilla Høy.

Invester gerne i godt udstyr til opgaven, som en skarp grensaks eller en rosensaks, for det har faktisk også indflydelse på planten.

- Er den rusten, beskidt eller sløv, giver det et flosset og snavset snit. Det inviterer til, at svampe og råd får gode betingelser for at ødelægge planten, advarer Kamilla Høy.

/ritzau fokus/