Bevar det sorte tøj sort

For at bevare sort tøj helt sort er her nogle tips som kan hjælpe til at holde på den sorte farve. Vask sort tøj med vrangen ud, det slider mindre på overfladen på forsiden.

Prop ikke vaskemaskinen helt fuld, når du vasker sort tøj. Når tøjet bliver mast sammen dannes folder og de folder bliver slidt, når vaskemaskinens tromle kører rundt.
Brug vaskemiddel som er beregnet til sort tøj. Og vask kun sort sammen med sort, så det sorte ikke smitter af på lysere stoffer.

Har du oplevet hvide eller grålige striber og plamager på tøjet efter vask, kan det meget vel være forkert vaskemiddel eller for fyldt vaskemaskine.

Grålige striber og plamager kan også stamme fra gamle sæberester i vaskemaskinen.
Rens vaskemaskinen ved at foretage en kogevask (uden tøj) sammen med en deciliter citronsyre. Det tager både sæberester og kalk i maskinens indre. I en familie på fire personer, passer det meget godt, at rense maskinen en gang om måneden.
Når det sorte tøj skal tørres, så undlad så vidt muligt tørretumbling. Det slider på stoffet og farven. Hæng tøjet udenfor med vrangen ud, så solen ikke bleger stoffet.
Er skaden sket og de sorte ynglingsbukser og bluser blevet grålige, så kan en farvning gøre tøjet så fint som nyt.
Køb noget stoffarve som er specielt beregnet til vaskemaskine. Det fås hos velassorterede byggemarkeder, supermarkeder, farvehandlere og hos Matas.
Følg brugsanvisningen for farven.
Jeg plejer at bruge Dylons stoffarve. På pakken står, at man kan farve et par bukser med en pakke. Men min erfaring siger nu, at tre til fire par (grå-)sorte bukser bliver fint sorte med en pakke farve.
Foto: Foto: Margit Olsen

HUSMORTIP: Sorte bukser, kjoler, bluser og så videre er flot. Men ikke hvis tøjet taber farven.

Offentliggjort Sidst opdateret