Bier efter Oscar: Stjernerne vil have mig

De to amerikanske skuespillere spiller nemlig hovedrollerne i Biers filmatisering af Ron Rashs roman Serena. Og spørger man den danske instruktør, var der ingen problemer med at få de to stjerneskuespillere med på holdet.

- Det var faktisk ikke svært. Det var det ikke, siger hun med et skævt smil.

Susanne Bier fremhæver både historien, men også sin Oscarstatuette, som hun modtog for Hævnen sidste år, som årsager til, at stjernerne gerne vil arbejde sammen med hende.

- Det er en fantastisk historie og nogle fantastiske roller. Og så tror jeg også, at Oscaren har været en god ting. Den giver en vis respekt. Den gør, at de i hvert fald gerne vil snakke med mig.

- Og det, som også har været rigtig godt, er, at de har kunnet se flere film. Der har ikke bare været én film, som har vundet en Oscar.

- Jeg tror, man er bange for som skuespiller at stå med en europæisk instruktør, der har lavet én kunstnerisk film. Med mig har de alligevel kunnet se en del film, som de har været glade for. Og det har været godt, forklarer hun.

Jennifer Lawrence, der fik sit gennembrud i Winter's Bone, har fortalt instruktøren, at hun er vild med Elsker Dig For Evigt.

Bradley Cooper, kendt fra blandt andet Hangover-filmene, har talt mange gange om Efter Brylluppet. Derudover har begge skuespillere set Hævnen.

Susanne Bier er dog ikke ved at falde ned af stolen over, at de to skuespillere har sagt ja til at arbejde sammen med hende.

- Det er en af fordelene ved at være dansker. Vi har et dejligt ikke-hierarkisk gen, som gør, at vi er lidt pragmatiske, og det er jeg også. Jeg er sådan lidt - "jamen skønt".

- De er jo fantastiske, og jeg har villet have dem med, fordi jeg synes, de begge er fantastiske, siger hun.

Og hvad stjernerne så ellers har af nykker og krav, må være op til dem selv at håndtere.

- Efter optagelserne kan de sætte sig ind i deres biler og køre hjem og have nogle assistenter, som henter alger til aftensmad eller et eller andet mærkeligt.

- Men jeg synes, de er rimeligt normale begge to, så jeg har ikke nogen fornemmelse af, at det er så besværligt. Det, jeg svil have, er, at de er lige så interesserede som mig i, at det bliver rigtigt godt, siger Susanne Bier.

Serena forventes at få premiere i 2013.

/ritzau/

Foto: O05/ZUMA Press

Susanne Bier har allerede haft skuespillerne Halle Berry, Benicio Del Toro og Pierce Brosnan på rollelisten til sine film. Nu kan hun også tilføje Bradley Cooper og Jennifer Lawrence til den fornemme liste.

Offentliggjort Sidst opdateret