Black Sabbath topper albumliste igen efter 43 år
Ozzy Osbourne og de andre drenge i det legendariske rockband Black Sabbath genoplever i disse dage bogstaveligt talt fortidens gyldne stunder.
I weekenden toppede de atter den britiske albumliste med deres nye plade "13!" - 43 år efter at de senest lå på førstepladsen.
Det store interval mellem topplaceringerne udgør en imponerende rekord, oplyser den officielle instans bag den britiske albumliste. Aldrig før er det sket, at et band er strøget ind på førstepladsen og så mange år efter har formået at gøre det igen med en ny plade.
Black Sabbath var sidst på toppen af den britiske chart-liste med deres album "Paranoid", der udkom i september 1970 og som indeholder nogle af bandets mest kendte sange, deriblandt "Iron Man" og "War Pigs".
Og både glæden og overraskelsen er stor hos bandets kendte forsanger, Ozzy Osbourne.
- Jeg er i chok. Succesen med dette album har blæst mig omkuld. Vi har aldrig haft et album, der så hurtigt er klatret op ad hitlisterne, siger han.
Black Sabbath slog akkurat den tidligere Oasis-stjerne Liam Gallaghers band, Beady Eye, på sin vej til toppen. Beady Eye endte på andenpladsen med albummet "BE".
Sidste studiealbum fra Black Sabbaths hånd var "Forbidden", der udkom for 18 år siden i 1995.
MTV har kåret Black Sabbath som det "største metalband nogensinde", og gruppen havde i 2009 solgt over 15 millioner album alene i USA. Af mange kaldes rockdrengene også for "djævlerockens gudfædre".
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned