Blid popprinsesse erkender nervesammenbrud

Den sjælfulde sangerinde Katie Melua åbner nu op og fortæller, at det var en stressnedtur, der lå til grund for, at hun sidste år var nødt til at aflyse en stor del af sin turne.

- Jeg havde et sammenbrud og har haft det meget, meget dårligt gennem lang tid. Det er et meget følsomt emne, men jeg kunne ikke fortsætte på den måde, siger hun til den engelske avis Daily Mail.

Katie Melua kom så langt ud, at hun blev indlagt på hospitalet, og lægerne rådede hende til at holde en lang pause fra rampelyset.

- Jeg vidste, der var noget alvorligt galt, for til sidst sad jeg bare i en stol og stirrede ind i væggen, og jeg var nødt til at tage en pause, siger Katie Melua selv.

Den nu 26-årige sangerindes sammenbrud skyldtes ikke, at hun ikke brød sig om berømmelsen eller blev træt af det at synge. Faktisk var det netop kærligheden til arbejdet, der var skyld i hendes nedtur.

- Mit store problem var, at jeg elsker mit arbejde som sangerinde, men det var også arbejdet, der gjorde, at jeg bare kom længere og længere ud. Jeg arbejdede simpelthen mig selv helt ned, siger hun.

Men nu er Melua efterhånden på benene igen og bedyrer over for Daily Mail, at hun i næste måned tager hul på en ny Europa-turne.

Katie Melua, der er født i Georgien, fik sit store gennembrud i 2003, hvor hun blandt andet sang for Nelson Mandela og modtog en middagsinvitation fra Det Hvide Hus. Succesen skyldtes debutalbummet, "Call off the Search", med storhittet "Closest Thing to Crazy".

/ritzau/

Katie Meluas debutalbum gjorde hende med ét til en verdensstjerne. Men den store succes blev for meget.

Offentliggjort Sidst opdateret