Bliver hun dommer i X Factor?

Hun er mest kendt for sit karakteristiske pandehår og så selvfølgelig for sine hits med gruppen Swan Lee. Og nu skal hun være dommer i X Factor. Eller skal hun?

Flere medier, blandt andet Se & Hør og kendishjemmesiden MSN Starlounge mener at vide, at Pernille Rosendahl har sagt ja til at afløse den gravide Lina Rafn. Men det er kun rygter, lyder det fra Danmarks Radio.

- Det kan jeg hverken be- eller afkræfte. Jeg ved, at der er forhandlinger i gang til flere sider, og jeg er ikke blevet orienteret om, at der skulle være nogen aftale, og det plejer jeg, siger DR's pressechef, Peter Kamph til Ritzau.

I går kom det frem, at produceren Carsten Soulshock bliver et af de nye ansigter i dommerpanelet. Han afløser snakkemaskinen og jazztrommeslager Thomas Blachman, der har valgt at sige nej til X Factor i denne omgang.

Den eneste af de tre sædvanlige dommere, som seerne får et gensyn med bliver popsnedkeren Remee. Han meddelte i sidste uge, at han endnu en gang sidder forrest, når de håbefulde talenter skal bedømmes.

Optakten til årets X Factor har været præget af adskillige spekulationer. Det skyldes, at hele tre af de gamle kendinge skal skiftes ud.

Ud over Blachman og Lina i dommerpanelet, så har programmets sædvanlige vært, Lise Rønne, nemlig også meldt fra. Hun er ligesom Lina Rafn gravid og skal føde til marts.

X Factor afholder optagelsesprøver til talentkonkurrencen inden længe. Det sker den 18. oktober i Musikhuset i Århus og den 1. november i DR Byen i København.

/ritzau/

Rygterne svirrer om, hvem der skal udfylde den sidste plads i X Factors dommerpanel. Flere mener at vide, det bliver Pernille Rosendahl.

Offentliggjort Sidst opdateret