Blur forsøgte forgæves at stoppe film

Et af 90'ernes mest populære bands, britiske Blur, har netop præsenteret sin nye dokumentarfilm "No Distance Left to Run". Forsangeren Damon Albarn var dog ikke meget for at lade kameraerne filme sommerens koncerter, der for en stund bragte de fire bandmedlemmer sammen igen efter syv års pause.

- Jeg var virkelig skeptisk, fordi jeg følte, at det forstyrrede det, vi prøvede at lave. Jeg ønskede ikke engang, at Glastonbury-festivalen blev filmet af BBC. Det prøvede jeg at stoppe, siger Damon Albarn til nyhedsbureauet AP.

Den karismatiske sanger, der siden Blur-medlemmerne gik hver til sit, blandt andet har skabt succesgrupperne Gorillaz og The Good, the Bad & the Queen, fik heldigvis ikke sin vilje. I dag er han anderledes glad for det arbejde, instruktørerne Dylan Southern og Will Lovelace har gjort.

- Jeg så filmen for et par måneder siden, og jeg syntes, at folkene bag virkelig har skabt noget. Så ros til dem, og jeg er stolt over at være en del af det, siger Damon Albarn, der sammen med Blur nåede at indspille syv album.

Den ene af dokumentarfilmens instruktører, Dylan Southern, er klar over, at optagelserne er noget ganske særligt.

- Det var som en nostalgisk rejse. Det var den perfekte mulighed for at se tilbage på bandets historie og fejre det, der skete i løbet af sommeren, siger han.

Blur var med til at definere musikgenren britpop, der ramte lyttere og pladekøbere i 90'erne med sin drengede charme og sine fængende melodier. Forsanger Damon Albarn ønsker ikke at fortælle, hvorvidt sommerens koncerter og den nye dokumentarfilm udmønter sig i nyt musikalsk materiale.

/ritzau/

Britpop-ikonerne fra Blur ønskede ikke at blive filmet, da de turnerede i sommer. Nu er Damon Albarn dog stolt over dokumentarfilmen "No Distance Left to Run".

Offentliggjort Sidst opdateret