Boom Boom-sanger runder 50 år

I dag gør han sig som rockstjerne, men for mange vil navnet Mike Tramp lede tankerne hen på en helt speciel sang fra 70'erne.

For Tramp, med det borgerlige navn Michael Trempenau, stod som 17-årig i spidsen for nogle af 70'ernes helt store teenageidoler, Mabel. Og i 1978 vandt bandet Melodi Grand Prix med sangen "Boom Boom".

I dag - 33 år senere - runder Mike Tramp 50 år.

Og selvom sejren i Melodi Grand Prix for alvor gjorde Mike Tramp til et kendt navn, har den 50-årige musiker siden fortrudt, at han lod sig overtale til at deltage i Melodi Grand Prix.

- Pressen bruger dig så meget, de kan. Først positivt, men siden kommer alle de sure historier, når man ikke vinder det internationale grand prix, har Mike Tramp tidligere fortalt i et interview med tvtid.dk.

- Og så går det hen og bliver så belastende, at man faktisk går hen og fortryder, at man deltog. Musikken bliver bare glemt midt i det hele - og det har været en hård lærestreg.

Efter MGP-succesen flyttede bandet til Spanien, hvor de udgav tre plader, som demonstrativt ikke blev sendt på hylderne i Danmark.

I 1982 rejste de videre til New York i håb om et amerikansk gennembrud, men uden held. Mike Tramp holdt dog fast i rock and roll-drømmen og dannede senere heavybandet White Lion med guitaristen Vito Bratta.

Det blev til 14 millioner solgte album og opvarmningskoncerter for giganter som AC/DC, Kiss og Ozzy Osbourne. Siden har Mike Tramp gjort sig i Freak of Nature og Tramp's White Lions, ligesom han i 2009 deltog i tv2-showet AllStars.

I dag spiller Mike Tramp med bandet Rock'n'roll Cirkuz, men har ingen datoer på tourkalenderen. Mike Tramp er nemlig i Australien og Indonesien indtil marts, hvor han blandt andet fejrer sin runde dag med familien.

Han er gift med den indonesiske skuespillerinde Ayu Azhari og har tre børn: Dylan, Isabelle og Lennon.

/ritzau/

Mike Tramp, kendt fra blandt andet Melodi Grand Prix og AllStars, fylder 50 år.

Offentliggjort Sidst opdateret