Børnene i julekalender: Vi savner de andre

Det var noget af et eventyr for 14-årige Martine Hjejle at spille med i DR's nye julekalender "Julestjerner", som danskerne kunne se første afsnit af i lørdags. Hun fik nemlig mere ud af det, end hun havde regnet med.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Det fedeste ved at lave "Julestjerner" var klart at blive en del af sådan en kæmpe familie, og at man blev gode venner med dem alle sammen, siger Martine Hjejle, der spiller rollen som Sus.

Den 14-årige pige fortæller, at hun savner sine kolleger fra julekalenderen, der blev filmet hen over sommeren.

"Julestjerner" handler om Sus og hendes forældre, der flytter fra Brøndbyøster til den lille landsby Brorfelde, fordi hendes far er blevet fyret fra Dansk Samtalekøkken.

I Brorfelde møder de mange sjove personligheder - heriblandt Bob, der introducerer Sus for stjernerne, som man ikke rigtig kan se inde i byen, og Tom, der driver Bjarne Betjent til vanvid med sine jule-påfund.

Bob og Tom spilles af henholdsvis Igor Svidenniouk på 14 år og ni-årige Sebastian Teschemacher. Også de synes, at arbejdet med de øvrige skuespillere var det bedste, og de savner dem.

- Det at have arbejdet sammen med de andre har nok været det fedeste, fordi de er så søde og sjove. Der har jo ikke været en eneste time, hvor vi ikke har grint, siger Igor Svidenniouk.

- Så det har været svært at skulle skilles fra dem, når man har været sammen i så lang tid, tilføjer han.

Ni-årige Sebastian Teschemacher husker specielt arbejdet med sine to jævnaldrende kolleger, som er blevet hans rigtige gode venner.

For Martine Hjejle har det især været en oplevelse at arbejde sammen med Rasmus Bjerg og Szhirley, der har spillet hendes forældre.

- Det var så sjovt at have Rasmus og Szhirley som forældre. Jeg blev så glad for dem, for de var bare lige de der ekstra sæt forældre på settet, siger Martine Hjejle.

- Rasmus er bare så sjov. Jeg ved ikke, hvor mange gange vi har stået i kulde og bare grint af ham i en halv time, fordi han blev ved med at joke. Og Szhirley er så fed at være sammen med, tilføjer hun.

I anledning af julekalendernes 50 års jubilæum er "Julestjerner" lavet i 25 afsnit. Derfor kører den til og med den 25. december hver aften klokken 19:30 på DR1.

/ritzau/