Bridget Jones-musical får Lily Allen-sange

Bridget Jones vil snart gå fra at skrive dagbog om sit kærlighedsliv til at synge om det. Med hjælp fra den britiske sangerinde Lily Allen.

Popsangerinden er "næsten færdig" med at skrive sangene til musicaludgaven af bog- og filmsuccesen "Bridget Jones' Dagbog", der via to film er blevet udødeliggjort på det store lærred med Renée Zellweger i hovedrollen som singlepigen Bridget.

- Jeg tror, det vil være klart engang næste år, siger Lily Allen i et interview med magasinet Elle. Hun har arbejdet på projektet siden februar 2010.

Hun afslører også, at hun tager et skridt tilbage fra sin karriere som sangerinder for at fokusere mere på sit familieliv. Lily Allen blev nemlig gift i sidste måned.

- Jeg kan ikke forpligte mig til at tage på turné i syv måneder og efterlade Sam, siger popstjernen om manden Sam Cooper.

- Men jeg savner virkelig at synge mine sange for folk og se reaktionen i deres ansigter. Det er en af de mest specielle ting, man kan gøre, eller det var det i hvert fald for mig, tilføjer sangerinden.

Musicalversionen af "Bridget Jones' Dagbog" får premiere i London i 2012.

Filmen fra 2001, der har Renée Zellweger, Hugh Grant og Colin Firth i hovedrollerne, er baseret på bogen fra 1996, der handler om den britiske singlepige Bridget, der fortæller om sit kærlighedslivs op- og nedture gennem et år.

Efterfølgeren "Bridget Jones: På randen af fornuft" blev udgivet i 2004.

/ritzau/

Sangerinden skriver sange til en musicaludgave af hitfilmen "Bridget Jones' Dagbog".

Offentliggjort Sidst opdateret