Britisk avis om nyt ABBA-album: Ellers tak for musikken
ABBA's nye album hedder "Voyage" og kommer, fire årtier efter at gruppen udgav sit seneste album. Foto: Paul Zinken/Ritzau Scanpix
Paul Zinken/Ritzau Scanpix
Det er hårde ord og to ud af fem stjerner, der uddeles til ABBA's genforeningsalbum af The Guardian.
- Ellers tak for musikken, skriver den britiske avis The Guardian om det nyeste album fra den legendariske svenske popgruppe ABBA.
Pladen hedder "Voyage" og kommer, præcis fire årtier efter at gruppen udgav sit sidste album og siden gik i opløsning.
Og det er ikke ligefrem et glædeligt gensyn, mener The Guardian, som kvitterer for udgivelsen med to ud af fem stjerner.
- Glamouren, som man kunne forvente sig efter to fantastiske singler, forbliver forfærdeligt uforløst, skriver avisen videre.
Anderledes positive ord er der at hente hos magasinet Rolling Stone.
- Det er bestemt en overraskelse, at svenskerne er tilbage i kampen. Men det er en større - og endnu bedre - overraskelse, at de er vendt tilbage med så meget musikalsk saft og kraft, skriver magasinet og kvitterer med fire ud af fem stjerner.
Hos danske B.T. er albummet også en succes. Avisen giver den fem ud af seks stjerner.
- "Voyage" er klassisk ABBA, og gamle fans kommer til at nyde det langt ind i det nye år, skriver avisen.
Ved Ekstra Bladet er der også kun lunkne ord at hente om "Voyage", som får tre ud af seks stjerner.
- ABBA rammer forbi. Pladen er en maveplasker, skriver anmelder Thomas Treo.
Han anerkender, at stemmen og musikaliteten ikke fejler noget blandt gruppens aldrende medlemmer.
- Men det virker ikke rigtigt. Magien er væk. Miraklernes tid er forbi, skriver han.
ABBA blev dannet i 1972 af Agnetha Fältskog, Björn Ulvaeus, Benny Andersson og Anni-Frid Lyngstad. Agneta og Björn var gift, og Benny og Anni-Frid var kærester.
I 1974 vandt gruppen Eurovision med sangen Waterloo. Siden er det blevet til utallige hits fra svenskerne. Inden gruppen gik i opløsning i 1982, havde den udgivet otte studiealbummer.
Det sidste var "The Visitors", som kom i 1981 - altså 40 år inden "Voyage" udkom.
Seneste artikler
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker