Carpark North: Vildt at vi stadig kan sammen
Nogle venner vokser man fra, og andre ser man, når de kan presses ind i kalenderen. Men der er også de venner, som bliver ens selvvalgte familie. En slags "soul mates".
Præcis sådan har drengene det i det danske pop- og rockband Carpark North, der mandag udgiver deres fjerde album "Phoenix". Efter ti år som Carpark North, er de erfarne musikvenner efterhånden blevet mere end blot venner. Forsanger og guitarist i bandet Lau Højen beskriver i højere grad venskabet som et slags broderskab.
- Det er en familiefølelse, jeg har med de her drengene. Det er nogle, man ikke kan svigte, og det fascinerer mig, at jeg stadig kan holde ud at høre på dem, for vi har virkelig spillet meget lort for hinanden. Alligevel stopper vi aldrig med at vise os overfor hinanden, siger han til Newspaq.
På "Phoenix" har de tre Carpark North-drenge givet hinanden frie tøjler til at være kreative og eksperimentere med forskellige formater og genrer. Og så er der blevet plads til at tænke over tilværelsen på albummet.
- Når vi lytter til pladen, er det tydeligt, at det, der har rørt os de sidste to år, er forhold, der stopper, forhold, der begynder eller dét at sige til sine venner, at de lige skal stramme lidt op, siger forsangeren og tilføjer:
- Med "Phoenix" siger vi egentlig bare til folk, at de skal komme op af stolene. Det er nu det gælder, for vi har kun det her liv. Det her øjeblik kommer ikke igen. Virkelig plat og klassisk men alligevel så rigtigt.
Carpark North slog for alvor igennem i 2003 med hittet "Transparent and Glaslike" og har siden hittet med sange som "Human", "Grateful" og senest duetten "32" med Alphabeat-sangerinden Stine Bramsen.
"Phoenix" udkommer mandag den 27. januar og allerede fire dage senere, den 31. januar, tager bandet hul på deres Danmarksturné som løber indtil april.
Newspaq
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker