Casper og Frank: Ingen "Klovn 2"

Der var nok mange fans, der havde håbet og troet, at komikerparret Casper Christensen og Frank Hvam i løbet af kort tid ville bygge videre på den kæmpemæssige succes, som "Klovn"-filmen opnåede.

Men ifølge parret kommer der aldrig en direkte efterfølger til den mest sete danske biograffilm herhjemme i 2010.

- Der kommer ikke en "Klovn 2". Aldrig. Eller måske gør der. Ej, det bliver ikke "Klovn 2" så. Men så kommer der noget andet, lyder den noget tvetydige udmelding.

I stedet har komikerne kastet sig over en fælles stand-up-turné, men afslører, at de alligevel allerede nu har et nyt filmprojekt i baghovedet.

- Vi tog til Spanien for at udvikle "Casper og Frank. Nu Som Mennesker", men man kan ikke sidde i 10 timer om dagen og tænke på det samme. Så vi begyndte at brygge på en ny filmidé, siger Casper.

Men en "Klovn 2" bliver der altså ikke tale om. Det ville ellers have været nærliggende at ride videre på bølgen, da ikke færre end 500.000 danskere valfartede i biografen for at se filmen i dens to første leveuger.

Casper Christensen og Frank Hvam er da også ovenud lykkelige for den varme modtagelse, som filmen fik.

- Det var virkelig en stor oplevelse at gå til forpremiererne og mærke, at der blev grinet på de rigtige tidspunkter, og at folk tog filmen til sig. Der var hurtigt en helt særlig "buzz" om den, og det har jo bare været super fedt, siger Frank Hvam.

/ritzau/

Casper C. og Frank Hvam bebuder, at der ikke bliver nogen "Klovn 2", men at de har andre filmideer i hovedet.

Offentliggjort Sidst opdateret