Musikeren Chris Brown fik onsdag lempet den dom, han blev idømt i 2009 for at have overfaldet Rihanna. Dengang besluttede dommeren, at Chris Brown skulle holde sig mindst 100 meter væk fra Rihanna i fem år.
Men nu kan de to verdensstjerner igen opholde sig i samme bygning og dermed altså også igen inviteres til de samme prisuddelinger og fester.
Chris Brown har siden overfaldet deltaget i et kursus med fokus på vold i hjemmet og har desuden udført en masse timers samfundstjeneste. Ikke én eneste gang har Chris Brown forsømt at møde op, hvilket dommeren lagde stor vægt på i retten.
- Ud af 1000 sager ser jeg sjældent én, der gør en ligeså god og vedholdende indsats, som du har gjort. Jeg vil rose dig for at have taget ansvaret på dig og gjort alt, hvad retten har bedt dig om, lød de rosende vendinger.
Da billeder af en gul og blå Rihanna for knap to år siden dukkede op i den kulørte presse, var det et stort chok for mange. Større blev forbløffelsen, da det blev klart, at det var sangsildens daværende kæreste, R'n'B-hitmageren Chris Brown, der stod bag.
Ifølge Chris Brown løb temperamentet dengang af med ham efter længere tids frustrationer over sjældent at se sin kæreste, der flittigt turnerede i hele verden. Rihanna endte forholdet til sin overfaldsmand med øjeblikkelig virkning.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker