Christiane Schaumburg-Müller i ekstase: Jeg skal giftes

- Jeg har fundet min livspartner, sagde Christiane Schaumburg-Müller for nylig om Daniel Åxman. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Kærligheden kom, da Christiane Schaumburg-Müller mindst ventede den, da hun mødte forretningsmanden Daniel Åxman. Nu kulminerer kærligheden med et bryllup.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bryllupsklokkerne kimer for Christiane Schaumburg-Müller og kæresten Daniel Åxman.

Da de for nylig var på ferie i eksotiske omgivelser på Den Dominikanske Republik, havde Daniel Åxman en ekstra ting med i bagagen - en funklende forlovelsesring, som han friede med på valentinsdag.

Det afslører Christiane Schaumburg-Müller i et indlæg på sit onlineunivers, ChriChri.

- Det var helt perfekt. Det skete, mens vi sad og drak morgenkaffe på terrassen med udsigt udover vandet, beskriver hun og fortsætter:

- Jeg skulle lige ordne noget arbejde. Da jeg kom ud, gik han ned på et knæ og begyndte at beskrive, hvor godt vi havde det sammen. Jeg forstod slet ikke, hvad han havde gang i, så jeg overtog totalt samtalen og fortsatte i samme stil, indtil jeg fandt ud af, hvad der foregik.

Det er to og et halvt år siden, at den 40-årige tv-vært og iværksætter mødte den stenrige forretningsmand.

Kærligheden kom, da hun mindst ventede det, og hun var ved at finde - og genfinde - sig selv efter bruddet fra rapperen L.O.C., fortalte hun i et stort fødselsdagsinterview med Ritzau.

Selv om Christiane Schaumburg-Müller og L.O.C. gik fra hinanden som de bedste forældre til deres femårige søn, Constantin, var det en drøm, der brast.

Hun havde egentlig slet ikke lyst til at tage på date, men hun indvilgede i at gå en tur med sin venindes nabos ven - Daniel Åxman.

Derfra er resten historie, som man siger.

- Jeg har fundet min livspartner. Jeg ved bare, at vi skal blive gamle sammen. Det er en indgroet følelse i mig, at det er bare os, sagde Christiane Schaumburg-Müller dengang til Ritzau.

- Vi klikker på en fuldstændig speciel måde, og så har vi et enormt fundament af god kommunikation. Og så mødes vi i en sindssyg stærk familiefølelse.

Mens at Christiane Schaumburg-Müller har en søn, har Daniel Åxman to døtre, og sammen bor den sammenbragte familie i en villa nord for København.

- Jeg er et enormt kontrastdrevet menneske. Jeg skal have regnvejret for at sætte pris på solen. Vi har vores base, og så skal vi ud at opleve alt det smukke i verden, lød det fra Christiane Schaumburg-Müller.

- At være sammen i så mange lockdowns i de første 2½ år af vores forhold svarer til, at vi nærmest har været sammen i syv. Vi har været så intenst sammen, at vi har været igennem alt, sagde hun med sit karakteristiske grin.