Christiane tager gerne en tur mere

Vild med dans-værten har haft det så sjovt, at hun drømmer om at få samme rolle i programmet næste år.

Offentliggjort Sidst opdateret

Om kun tre fredage er det slut med Vild med dans, og det betyder også enden på Christiane Schamburg-Müllers første værtsrolle i programmet. Og skuespillerinden er blevet så glad for at være med, at hun allerede går og drømmer om, at TV2 vil spørge hende igen næste år, når 10 nye par forhåbentlig skal indtage dansegulvet. Det fortæller hun til B.T.

- Så siger jeg ja! Er du da sindssyg, det gør jeg. De har ikke spurgt mig endnu, og jeg spørger heller ikke om det. For på det punkt er jeg også perfektionist. For hvis jeg har gjort mit arbejde godt nok, og de gerne vil have mig igen, så må de ligesom komme til mig. Men det vil jeg helt sikkert svare ja på, for jeg er vild med det, siger hun.

Christiane Schaumburg-Müller har i løbet af denne sæsons Vild med dans gjort meget for at få fingrene helt ned i produktionen. Hun fortæller, at hun er involveret i kostumeprøverne og selv har været med til at skrive sit manuskript til fredagenes shows.

- Jeg bruger meget tid på programmet. Tid, som jeg måske ikke havde behøvet, og som ikke er krævet af mig, men som jeg synes gør mig til en bedre vært. Man er programmet og man lever programmet i stedet for at være en marionetdukke, der siger sine replikker med en flot kjole på, siger hun.