Christopher Læssø: Klar til at gøre alt Karina vil have

Chrisopher Læssø og Karina Frimodt fik maksimum point af dommerne for deres pasodoble. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Skuespilleren Christopher Læssø fortalte efter sin pasodoble, at han havde haft en 20-krone mellem ballerne.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Jeg tror, jeg har et aftryk af dronning Margrethe bagi. Undskyld, det er ikke for at fornærme de royale.

Sådan lyder det fra en grinende Christopher Læssø, der fortæller om den alternative træningsmetode, som dansepartneren Karina Frimodt havde tvunget ham til i ugen op til fredagens pasodoble i "Vild med dans".

Tv-værten havde nemlig haft en 20-krone mellem ballerne på dansegulvet i ugen op til fredagens program.

Og det må siges at have givet pote.

Parret blev nemlig honoreret med fire titaller fra dommerne som de første i denne sæson af "Vild med dans".

Både Læssø og Karina Frimodt var også overraskede over dommernes høje karakterer, og de er ikke afvisende overfor, at andre alternative træningsmetoder derfor kan komme i brug fremadrettet.

- Jeg er villig til at gøre alt, hvad Karina beder mig om. Hvis bare det går sådan her igen, siger Christopher Læssø.

Det er heller ikke første gang, at Karina Frimodt har tvunget tv-værten til at tage remedier i brug for at forbedre sin partners dansetrin.

- Du tvang mig på et tidspunkt til at danse rundt med et kosteskaft på ryggen, og så niver du også lidt.

- Den første uge undrede jeg mig over, at jeg havde blå mærker på armen. Hun har faktisk mange sindssyge tricks, siger Læssø efter program otte, hvor ingen deltagere blev stemt hjem.

Ingen par skulle forlade aftenens program, da kokken Umut Sakarya havde valgt at trække sig fra programmet på grund af hadefulde kommentarer på de sociale medier.

"Vild med dans" bliver sendt hver fredag på TV2 klokken 20.