Coster-Waldau er nomineret til Emmy-statuette
"Game of Thrones" har vundet 47 Emmy-statuetter for seriens første syv sæsoner. (Arkivfoto) Foto: Valerie Macon/Ritzau Scanpix
Valerie Macon/Ritzau Scanpix
Nikolaj Coster-Waldau er nomineret til Emmy-statuette for sin rolle som Jaime Lannister i "Game of Thrones".
Den danske skuespiller Nikolaj Coster-Waldau er nomineret til en Emmy for sin rolle som Jaime Lannister i tv-serien "Game of Thrones". Han er nomineret i kategorien bedste mandlige birolle i en dramaserie.
Det står klart, efter at de nominerede tirsdag er blevet offentliggjort i Los Angeles i USA.
Coster-Waldau var nomineret til en Emmy i samme kategori sidste år. Dengang måtte han dog tage til takke med nomineringen, da hans kollega fra "Game of Thrones" Peter Dinklage løb med statuetten.
Peter Dinklage er ligeledes nomineret til prisen i år. Det samme er Alfie Allen, der også spiller med i serien.
Coster-Waldaus nominering er en af de i alt 32 nomineringer, som den amerikanske fantasyserie tirsdag modtog.
Ifølge nyhedsbureauet AP sætter den populære tv-serie rekord med de 32 nomineringer.
Serien, der tidligere i år sendte ottende og sidste sæson, er blandt andet nomineret til prisen for bedste dramaserie samt bedste mandlige- og kvindelige hovedrolle.
En anden HBO-serie, "The Marvelous Mrs. Maisel", opnåede med 20 nomineringer næstflest nomineringer. Mens "Chernobyl" - ligeledes en HBO-serie - med 19 nomineringer fik tredjeflest.
Emmy-uddelingen belønner de bedste præstationer inden for tv - i modsætning til Oscar-uddelingen, der fokuserer på de bedste filmpræstationer.
Selve prisuddelingen finder sted den 22. september i Microsoft Theater i Los Angeles.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde