Coster-Waldau skal spille hovedrolle i ny dansk film

Nikolaj Coster-Waldau skal spille hovedrollen i "Selvmordsturisten". Det er Jonas Alexander Arnbys anden spillefilm. Foto: Isak Hoffmeyer/Free

Jonas Alexander Arnby står bag dramaet, der forventes at få premiere næste år i november.

Offentliggjort Sidst opdateret

Han er her, der og alle vegne.

Siden Nikolaj Coster-Waldau debuterede på det store lærred i starten af 90'erne, har der været efterspørgsel efter den danske skuespiller, der de seneste år især har haft travlt i udlandet, hvor han blandt andet har medvirket i kultserien "Game of Thrones" og i film som "Shot Caller" og "Gods of Egypt".

Men nu har skuespilleren takket ja til at medvirke i en dansk produktion, og han er således i gang med optagelserne til dramaet "Selvmordsturisten", som instruktøren Jonas Alexander Arnby står bag.

Det oplyser Have Kommunikation i en pressemeddelelse.

Om filmen lyder det:

- Vi følger forsikringsagenten Max (spillet af Coster-Waldau, red.), som er midt i en eksistentiel krise. Under opklaringen af en vanskelig sag om en gift mands forsvinden kommer han på sporet af det hemmelige Aurora Hotel, som han tjekker ind på.

- Hotellet er et enestående, afsidesliggende luksus-resort, der specialiserer sig i selvmord. Hans efterforskning afslører en foruroligende sandhed, der får Max til at sætte spørgsmålstegn ved selve livet, døden og hans egen forståelse af virkeligheden.

Nikolaj Coster-Waldau var senest aktuel i en dansk film i 2017, hvor han spillede med i dramaet "3 ting".

I filmen spiller også Tuva Novotny, Sonja Richter og Solbjørg Højfeldt med.

Rasmus Birch har skrevet manuskriptet til "Selvmordsturisten", der bliver optaget i det vestlige Norge, omkring Trollhättan i Sverige og i Berlin.