Cutfathers største oplevelse

Det var en stolt Cutfather, der fredag aften kunne ønske sin yngste deltager, Sarah, tillykke med sejren i fjerde sæson af dansk X Factor.

- Det er noget, jeg aldrig glemmer. Det er så vildt at gå igennem alt det her, og at vi så ender på sejrsskammelen, er jo ikke til at fatte. Jeg er simpelthen så stolt af Sarah, siger Cutfather og tilføjer samtidig en overraskelse over Babous tredjeplads.

For den 43-årige dommer, der til daglig producerer musik for nogle af verdens største stjerner, var det noget helt specielt at sidde foran en fyldt Parken og se sin deltager sejre.

- Det er en af de aller, allerstørste oplevelser, jeg har haft i mit liv. Der er der ingen tvivl om. Engang imellem var jeg nødt til at hive min øresnegl ud for at mærke suset fra 40.000 mennesker. Det var jo helt sindssygt, siger han.

Til Sarahs allerførste audition foran dommerpanelet, mente Cutfather ikke, at hendes sangtalent kunne række til en plads i programmet, og han gav dengang programmets endelige vinder et "nej". En beslutning han sidenhen har nået at fortryde mange gange.

- Allerede da jeg så Sarah anden gang, var jeg godt klar over, at jeg havde været galt på den. Hun har simpelthen rykket sig så meget på kort tid, og det var sgu godt jeg ikke fik min vilje dengang, griner han.

Det var altså Thomas Blachman og Pernille Rosendahls skyld, at Cutfather fik sin guldfugl i hus, og han er sine dommerkollegaer evigt taknemmelig.

- Jeg har sendt dem mange, varme tanker i løbet af de her X Factor uger. Sarah og jeg har jo opbygget noget helt fantastisk, så jeg er lykkelig for, vi kom så langt og endte med at gå hele vejen, siger han.

Om sanger og mentor skal fortsætte deres samarbejde i fremtiden ligger ifølge Cutfather endnu ikke klart.

/ritzau/

Sarahs mentor, Cutfather, var både stolt, lykkelig og overvældet efter X Factor-finalen i Parken.

Offentliggjort Sidst opdateret