Danica Curcic har skiftet byens larm ud med edderkopper

Danica Curcic er flyttet tilbage til Amager. Foto: /ritzau/Cicilie S. Andersen

Filmaktuelle Danica Curcic har skiftet Jagtvej ud med mange edderkopper og kolonihavelivet på Amager.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hun har i længere perioder opholdt sig i udlandet under indspilninger til film og serier.

Netop nu er Danica Curcic aktuel i balletdramaet "Darling", og snart sætter hun kursen mod Serbien og nye filmoptagelser. Inden da nyder hun efteråret på Amager.

Hvor er du vokset op?

- 2300 Amager, så jeg er en Amagerpige. Jeg voksede op ude i Italiensvejs-kvarteret, dengang der hverken var metro eller Amager Strandpark, men hvor det bare var et smule stenet Amager-område. Men jeg elskede det.

Hvor bor du nu?

- Jeg er flyttet tilbage til Amager, selv om jeg troede, at jeg aldrig nogensinde skulle bo derude igen. Nu er jeg igen "amarkaner". Jeg synes faktisk, det er lidt absurd, for jeg har altid haft det sådan, at jeg ikke skulle derud igen. Men jeg synes, det er så charmerende. Amager har en tidsløshed, og så er det tæt på natur, og jeg føler, at jeg er ude på landet, samtidig med at jeg er lige ved metroen og ti minutter fra centrum. Det er drømmescenariet for mig.

- Jeg har købt et helårskolonihavehus herude. Jeg har før boet på Jagtvej, men det er en meget trafikeret vej. Jeg ledte efter en kolonihave og tænkte: "Hvorfor ikke samle det hele et sted?". Jeg har tit drømt om at have min egen base og mere ro på. Så jeg begyndte at lede efter en helårskolonihave og fandt en, som jeg virkelig elsker. Jeg elsker sammenholdet herude og hele tanken om fællesskab.

Hvad er det bedste ved at bo i dit kvarter?

- Der kører meget få biler, så det er helt roligt, og man er alligevel så tæt på byen. Den blanding er helt fantastisk. Og så er det nærmest en lille by i byen med en lille købmand, Frip i Baghaven, der har fantastisk mad. Der er også noget meget charmerende ved, at husene ikke er særlig høje. Det hele er meget grønt, og man er tæt på hinanden, men ikke for tæt. Det har meget charme og sjæl.

Hvad er det værste ved at bo der?

- Jeg har ikke oplevet det endnu, men det eneste, jeg kan komme på, er, hvis der skulle være meget regelrytteri. Og selvfølgelig at jeg skal vænne mig til rigtig, rigtig mange insekter. Der er virkelig mange edderkopper. Absurd mange. Jeg vågnede en nat, ved at der kravlede en kæmpe edderkop over mine ben, og det sker bare lidt for ofte. Men sådan er det bare jo.

Hvornår føler du dig allermest hjemme?

- Jeg gør det meget til mit eget sted med indretningen. Jeg har mange ting, og jeg kører måske ikke helt den skandinaviske, rene stil. Jeg har mange ting og minder på væggene, som giver mig inspiration, og som får mig til at føle mig hjemme. Jeg synes, at jeg føler mig hjemme hele tiden.

Hvor længe bliver du boende?

- Jeg har ingen idé. Jeg kan forestille mig at blive her meget langt ud i fremtiden, men jeg kan også sagtens se mit liv opdelt mellem to lande.