Danse-Mads hader uorden

Mads Vad er vild med at danse og især at danse med guldsvømmepigen Lotte Friis. Men er der noget, han hader, så er det rod og uorden.

- Jeg lægger altid alting i orden og lægger alting sammen. Det er sådan lidt på grænsen til at have den der sygdom, fortæller Mads Vad i et interview på Vild med dans' hjemmeside.

I interviewet kan Mads Vad og Lotte Friis ikke komme i tanke om, hvad sygdommen hedder. Men mon ikke han tænker på "tvangstanker". Mads Vad får det nemlig decideret skidt, når der ikke er styr på stumperne.

- Jeg kan slet ikke fungere, hvis ikke mine ting ligger på lige rækker, fortæller Mads Vad.

Men Mads Vad er blevet sat sammen med den helt forkerte partner, når den sirlige orden skal opretholdes. Lotte Friis saboterer nemlig ordensmennesket Mads' systemer.

- Det første Lotte så gør, når hun kommer til træning, det er, hun går hen og sparker til det hele, griner ordens-Mads.

- Det, vil jeg sige, er hans dårligste vane, lyder det fra Lotte Friis.

Parret har ofte været blandt bookmakernes favoritter til at blive stemt ud. Men denne gang er det anderledes. Bookmakerne regner nemlig med, at det bliver René Dif og Luise Dons, som ryger ud på fredag.

René Dif skal nemlig give koncert i Norge med Aqua under programmet. Og derfor bliver dommere og tv-seere spist af med en videooptagelse af parrets dans.

Dif og Dons har to gange været ude i en overlevelsesdans og klaret den. Men bookmakeren Ladbrokes giver kun pengene 1,85 gange igen på fredag, hvis parret ryger ud.

Lotte Friis og Mads Vad ligger lunere i svinget, mener Ladbrokes, der er villig til at betale pengene fire gange igen, hvis parret bliver stemt ud.

/ritzau/

Mads Vad er ordensmenneske i en grad, der grænser til det sygelige. Men Lotte Friis gør, hvad hun kan, for at spolere hans sirlige systemer.

Offentliggjort Sidst opdateret