Dansk drag i Melodi Grand Prix i Schweiz

Hun har gjort det i Danmark. Og nu skal hun, der til daglig er en han med det borgerlige navn Peter Andersen, give det schweiziske publikum en smagsprøve på sit underholdnings- og sangtalent.

Der er tale om den danske drag-queen, DQ, som i 2007 hev titlen som vinder af Dansk Melodi Grand Prix hjem med sangen "Drama Queen". Hun kæmper i disse dage for at synge sig ind på en plads i den schweiziske pendant til showet, der gav hende 2007-succesen.

Det sker med sangen "Take My Heart", som er produceret af Auf Hi'Dee.

- Jeg fik en opringning fra Auf Hi'Dee, som er det team, der står bag sangen. De spurgte, om jeg havde lyst til at synge på "Take My Heart", som skulle sendes til Melodi Grand Prix i Schweiz, siger DQ i en pressemeddelelse og fortsætter:

- Efter at have hørt sangen, måtte jeg bare slå til. Sangen en glad og festlig Grand Prix-sang og har alle de elementer en Grand Prix-sang, efter min mening, skal have.

På musiknetværkssiden MySpace er videoen til sangen med diskodivaen DQ i høje stilletter allerede havnet højt på listen over mest sete videoer.

- Det er fantastisk at se, at videoen og sangen er blevet taget så godt i mod. Og selv om jeg ikke bor i Schweiz, så vil jeg være pavestolt, hvis jeg får muligheden for at repræsentere det schweiziske flag, siger DQ og fortsætter:

- De har før haft udenlandske artister til at repræsentere dem i Eurovision Song Contest. Blandt andet Celine Dion, som vandt for dem i 1988.

/ritzau/

Vinder af Dansk Melodi Grand Prix 2007, DQ, skal nu forsøge at erobre den schweiziske Grand Prix-titel.

Offentliggjort Sidst opdateret