Det går rigtig godt for den danske dramatiker Line Knutzon, der i øjeblikket har succes på de svenske teaterscener. Det er stykket "Håndværkerne", der er populært hinsidan.
Sveriges Radio beskriver det som en "næsten usandsynlig succes", at teaterstykket nu bliver opført på hele fire svenske teatre.
Og så er det tilmed fire af broderlandets største teatre, nemlig Uppsala Stadsteater, Helsingborg Stadsteater, Göteborgs Stadsteater og ikke mindst på den kongelige dramascene Dramaten i Stockholm.
Som om det ikke er nok, er de også vilde med Line Knutzon på øen Gotland. Her bliver det dog ikke "Hantverkarna", som stykket hedder på svensk, der bliver opsat.
Det bliver i stedet Knutzon-dramaet "Guitaristerne", som dramatikeren i sin tid skrev til Allerød-teatret Mungo Park, der i 2005 modtog en Reumert-pris for stykket.
Successtykket "Håndværkerne" havde urpremiere forrige år på Det Kongelige Teater i København, hvor Nikolaj Cederholm var instruktør.
Stykket handler om et kulturradikalt ægtepar, der flytter ind i et faldefærdigt hus. Det skal bygges om, og parret hyrer et sjak af sorte håndværkere, som efterhånden kommer til at fylde mere og mere.
I hovedrollerne i den danske opsætning fandt man populære navne som Sofie Gråbøl og Michael Birkkjær. De skulle senere komme til at spille sammen i DR'dramaet "Forbrydelsen II".
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde