Dansk duo med succes i USA: Talentpris er skulderklap

Foto: JUST LARS/POLFOTO

Sangerinden Adele blogger om dem på sin hjemmeside, og de har festet hos Prince til den lyse morgen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Duoen Quadron er hotte i USA, men selvom de er danske, er det endnu ikke meget, vi har hørt til dem herhjemme.

De sidste par år har Robin Hannibal og sangerinden Coco Maja Hastrup Karshøj boet i Los Angeles, hvor de har indtaget både hitlister og kendissers højttalere med deres hits som "Slippin" og "Pressure".

Men onsdag aften havde Coco taget turen til København, hvor duoen modtog prisen P3 Talentet ved prisuddelingen i Koncerthuset.

- Den pris er et skulderklap fra Danmark, siger sangerinden.

- Jeg håber, at det betyder, at der kommer mere opmærksomhed omkring os herhjemme, og at der måske kan blive mulighed for, at vi oftere kan komme hjem og spille nogle livejobs, siger hun.

Hun mener ikke, at de har savnet anerkendelse fra hjemlandet.

- Men jeg har glædet mig til den kom, siger hun.

Om få måneder er duoen klar med deres andet album.

- Jeg håber, at prisen her betyder, at vi får endnu mere travlt både her hjemme og i udlandet, siger Coco.

/ritzau/