Dansk ekspert frygter Bieber-effekt i Eurovision
For første gang nogensinde var MGP-ekspert Ole Tøpholm ikke bekymret, da det danske bud på en Eurovision-vinder gik på scenen i Malmø.
- Jeg har aldrig før været så rolig, når vi gik ind til en semifinale, fortæller Ole Tøpholm til Ritzau.
- Bare det at mærke publikums begejstring, da Emmelie trådte ind i lokalet, vidner jo om, at hun har en massiv opbakning fra andre end bare Danmark, siger han.
Men DR's faste Eurovision-kommentator er dog i tvivl, om det er de rigtige lande, der er gået videre fra tirsdagens semifinale i Malmö Arena.
- Man kan diskutere, om Belgien og Litauen er lige så gode som de andre finalister. Især belgieren kæmper meget med sit engelske både i sprog og i sang, siger Tøpholm.
Han frygter, at deltagerne fra de to lande vinder frem på grund af Bieber-effekten, hvor unge piger hepper og stemmer på de unge mænd, som de gør med teenageidolet Justin Bieber, udelukkende fordi de to deltagere er unge og tiltrækkende.
- Ellers må det være beatet i den belgiske sang. Det er et balladeår i år, så jeg må indrømme, at Belgien sætter gang i festen, vurderer Ole Tøpholm.
Nu ser eksperten frem til at gentage tirsdagens succes, når Emmelie de Forest indtager Malmö Arena på lørdag.
- I dag var der 11.000 mennesker, der heppede og hujede på Emmelie - og de var langt fra alle danskere. Det er ikke til at sige, hvad der gør et rigtigt grand prix-hit, men vi har ramt det i år, fortæller Tøpholm.
Danmarks bidrag blev læst op som nummer seks af den svenske værtinde ved semifinalen i Malmö Arena tirsdag aften. Blandt eksperterne er der dog ingen tvivl om, at "Only Teardrops" rangerer langt højere blandt sangene.
Moldova, Litauen, Irland, Estland, Hviderusland, Rusland, Belgien, Ukraine og Holland er også videre til finalen på lørdag.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned