Danmark er bedst i Europa, både når det gælder dramaserier på tv og nyhedsdokumentar. Det indbragte torsdag aften to såkaldte guldnymfer ved tv-festivalen i Monte Carlo.
Priserne gik til producent Piv Bernth, der står bag DR-succesen "Forbrydelsen II", og til dokumentaren "S.O.S. - Fanget af pirater" tilrettelagt af Nils Giversen. Dokumentaren handler om pirater ud for Somalias kyst.
- Det var første gang, at "Forbrydelsen II" deltog i en konkurrence, og jeg er rigtig glad for, at serien rykkede så meget, siger Piv Bernth.
- Det tegner lovende, selv om man siger, at det tit kan være svært at komme igen med en 2'er, lyder det fra den prisvindende producent.
"Forbrydelsen II" var nomineret i hele fire kategorier, men det blev kun Piv Bernth, som blev hyldet med prisen som 'bedste europæiske producent af dramaserier.
Piv Bernth var også nomineret i kategorien 'bedste internationale producent af dramaserier', mens Sofie Gråbøl og Nicolas Bro var nomineret til henholdsvis bedste kvindelige og mandlige dramaskuespiller.
På dokumentarsiden var der endnu en gang dansk succes. Det er tredje gang siden 2003, at DR Dokumentar løber af med en guldnymfe. Det glæder naturligvis dokumentarchef Steen Jensen.
- I Monte Carlo kæmper vi mod de bedste dokumentarer fra hele verden, blandt andet fra BBC, USA og Canada. Derfor er vi selvfølgelig stolte over at få prisen for tredje gang, siger Steen Jensen.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker