Danske Netflix-skuespillere blev sendt på overlevelsestur uden mad
Skuespiller Mikkel Boe Følsgaard blev sendt på overlevelsestur før Netflix-optagelser. Foto: Scanpix/Søren Bidstrup
Scanpix/Søren Bidstrup
For at forberede dem til optagelserne til Netflix-serien "The Rain" blev skuespillerne sendt ud i ødemarken.
I Netflix' nye, danske satsning, serien "The Rain", må en gruppe unge lære at klare sig i en verden, hvor en stor del af befolkningen er død som følge af en frygtelig virus.
For at kunne leve sig ordentligt ind i rollerne blev skuespillerne inden optagelserne kastet ud i noget af en prøvelse.
- De blev sendt ud på en overlevelsestur med et par militærfolk for at finde ud af, hvad det betyder ikke at have noget at spise og drikke og selv skulle klare sig, fortæller Jannik Tai Mosholt, der er manuskriptforfatter på serien.
Skuespillerne fik ikke på forhånd at vide, hvad der skulle ske på turen.
- Det var sådan noget med, at der blev slået lejr, og de troede, at de kunne sove, og efter to timer blev de jaget op og videre.
- De blev ret stressede, og det gik hurtigt op for dem, at der ikke var nogen af dem, der ville overleve, hvis det var en virkelig katastrofesituation. Men de skulle opleve en flig af det, og så blev de også rystet sammen, fortæller Jannik Tai Mosholt.
"The Rain" er den første danskproducerede serie til streaminggiganten, og på rollelisten er blandt andre Mikkel Boe Følsgaard og Lukas Lynggaard Tønnesen.
Serien er indspillet på dansk, men bliver synkroniseret til ikke mindre end ni forskellige sprog - heriblandt engelsk, tysk, spansk og tyrkisk.
Samtidig vil klodens mange Netflix-brugere kunne se serien med undertekster på 14 forskellige sprog, så det er folk over hele verden, der kan se med, når serien har premiere 4. maj.
- Jeg håber, at folk har lyst til at være med til at udforske spørgsmålet om, hvad det vil sige at være menneske, og hvad vores civiliserede opførsel er bygget på. Og ikke mindst udforske spørgsmålet om, hvad der sker, hvis man tager den væk, siger Jannik Tai Mosholt.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker