Danskerne drikker mere spiritus og køber flere cigaretter
Foto: Jens Dige.
Jens Dige.
Danskerne blev ikke mindre ædruelige i 2015, men købte færre øl. Cigaretsalget steg for første gang i årevis.
Der blev drukket mindre, men stærkere alkohol i 2015 i Danmark.
Det viser tal fra Danmarks Statistik, der samtidig kan fortælle, at salget af cigaretter steg for første gang i mindst fem år.
Skeler man til salget af alkohol blev der solgt 44,6 millioner liter, hvis man måler på ren alkohol, i 2015. Det var et lille fald fra 2014, hvor der blev solgt 44,9 millioner liter.
- De 7,8 liter ren alkohol, som hver dansker i gennemsnit købte i 2015, svarer til 10 genstande om ugen, når én genstand svarer til 1,5 centiliter ren alkohol.
- Dette er et lille fald i forhold til i 2010, hvor hver indbygger i gennemsnit købte 10,8 genstande om ugen, skriver Danmarks Statistik.
Fordelingen mellem typer af alkohol ændrede sig dog i 2015. Der blev solgt 354 millioner liter øl målt på såkaldte "pilsnerækvivalenter" og 151 millioner liter vin. For begge tal var der tale om et mindre fald.
Det blev opvejet af en stigning i salget af hård spiritus, der samtidig gennemsnitligt blev købt stærkere. Således blev der solgt 20 millioner liter spiritus i 2015, svarende til 7,8 millioner liter ren alkohol på spiritus.
- Salget af spiritus har været stigende siden 2011. Øl og vin er de mest almindeligt handlede typer alkohol, idet de udgør knapt 82 procent af det samlede salg af alkohol i Danmark, skriver Danmarks Statistik.
Mens salget af alkohol er stabilt, så steg antallet af solgte cigaretter i 2015, hvilket bryder med mindst fem års trend.
I 2015 blev der solgt 5,8 milliarder cigaretter i Danmark, en stigning på 0,2 milliarder. Dermed røg hver dansker gennemsnitligt 1014 cigaretter i 2015 mod 994 i 2014.
Til gengæld styrtdykkede salget af cigarer og cigarillos, der blev ramt af nye afgifter sidste år, til 84 millioner fra 126 millioner.
Salget af cigaretter er dog fortsat faldet markant siden 2013, hvor der blev solgt 6,9 milliarder styk.
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker