Dansktop-legender skal teste toiletter og robotter i ny DR-serie
Ægteparret Keld og Hilda Heick bliver værter i en ny DR-serie, der sendes fra lørdag, hvor de skal teste en masse ny teknologi - som robotter, selvkørende biler, toiletter og smarte vaskemaskiner. Foto: Uffe Weng/Free
Uffe Weng/Free
I programmet "Keld og Hilda tester fremtiden" flytter dansktopparret ind i et moderne teknologihus.
En bil, der kan parkere og overhale af sig selv. Et toilet, der kan tørre og vaske. Og en computer, der kan lave musik på niveau med mennesker.
Det er alt sammen spritnye teknologier, som dansktopparret Keld og Hilda skal afprøve i en ny DR-serie. "Keld og Hilda tester fremtiden" får premiere denne weekend.
Det skriver DR i en pressemeddelelse.
- Keld, Hilda og hunden Bertil siger i en uge farvel til de vante rammer og den trygge hverdag fra boligen i Vedbæk. I stedet har de sagt ja til at lade sig overraske og udfordre af alverdens teknologi, skriver DR om programserien.
Keld og Hilda Heick, der begge er 74 år, har været en del af den danske musikbranche siden 1960'erne og er stadig aktive musikere.
Som en del af programmet flytter de to - og hunden - ind i et midlertidigt hjem fyldt med moderne teknologi. En bolig, der er skabt som et udstillingshus for teknologi- og byggevirksomheder.
Serien består af seks afsnit og skal ifølge DR give et indblik i den stigende mængde teknologi, som folk møder i hverdagen. Som en selvkørende bil, der får Keld Heicks puls til stige.
- En oplevelse med at køre i en bil, der kan parkere og overhale selv, får Keld til at opbruge sin årskvote af kraftudtryk, skriver DR og tilføjer, at ægteskabet måske også risikerer at blive udfordret en smule:
- Og så tester vi, om det kan lykkes med teknikkens hjælp at gøre Keld overflødig i fremtiden, når Hilda prøver at høre forskel på, om musikken er komponeret af Keld eller af en computer.
Første afsnit af "Keld og Hilda tester fremtiden" kan ses søndag den 5. juli klokken 18 på DR1 og DRTV.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker