David Beckham søger ejerskab i fodboldliga
Foto: Jae C. Hong/AP
AP/POLFOTO
Fodboldspilleren David Beckham forlader sin amerikanske klub Los Angeles Galaxy, og der er blevet spekuleret en del i, hvor briten så skal hen.
Budene har været mange, men nu afslører fodboldspilleren, at han arbejder på at købe sin vej ind i den amerikanske liga - Major League Soccer - muligvis for at starte sin egen fodboldklub.
- Jeg gjorde det til min forpligtigelse at løfte den amerikanske fodboldliga til et højere niveau, da jeg skrev kontrakt for seks år siden. Og den forpligtigelse forbliver den samme, siger Beckham under et besøg hos Ryan Seacrests radioprogram på Kiis FM.
- Jeg bliver muligvis ikke ved med at spille herovre, men jeg bliver ejer af en franchise. Og det er noget, jeg er virkelig spændt på. Vi er tæt på en beslutning, men så kan jeg heller ikke sige mere, tilføjer han.
Da Beckham først skrev kontrakt med Los Angeles Galaxy, inkluderede aftalen, at han ville have mulighed for at blive medejer af ligaen, når han ikke længere spillede.
Og det ser ud til, at han har sinde at benytte sig af den mulighed.
Allerede da han meddelte sin exit fra den amerikanske fodboldklub, gjorde han sine ambitioner klar.
- Det har været fantastisk at spille for Los Angeles Galaxy. Men jeg søger en sidste udfordring, inden jeg slutter min spillekarriere, sagde Beckham dengang.
- Min afsked som spiller i Galaxy er dog ikke ensbetydende med, at jeg siger farvel til ligaen. Jeg har nemlig en ambition om at blive en del af medejerstrukturen i fremtiden, tilføjede han.
David Beckham er gift med popsangerinden Victoria Beckham fra 90'ernes ultimative pigegruppe "Spice Girls". Sammen har de fire børn.
/ritzau/
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker