Depp og DiCaprio tjener mest i Hollywood

Leonardo DiCaprio og Johnny Depp er aktuelt de to dyreste skuespillere at hyre til en film, ifølge den årlige opgørelse fra magasinet Forbes.

De to filmstjerner er kendetegnet ved at skifte mellem store, populære produktioner og smalle film produceret af mindre, uafhængige selskaber, bemærker Forbes.

- En karriere i Hollywood er baseret på intelligente, og ikke altid åbenlyse, beslutninger, skriver Forbes og tilføjer, at det er både DiCaprio og Depp omvandrende eksempler på.

De to tjente henholdsvis 77 millioner dollar og 50 millioner dollar i perioden 1. maj 2010 til 1. maj i år.

Komikeren Adam Sandler, der blev landskendt i USA via tv-programmet Saturday Night Live, kommer ind på en tredjeplads med en indtjening på 40 millioner dollar.

Forbes bemærker, at selv om Sandlers film ikke får anmelderne til at falde i svime, så er han i stand til at skabe køer ved biografernes billetluger.

Will Smith og Tom Hanks fuldender de fem første placeringer på pengelisten med indtjeninger på 36 og 35 millioner dollar.

Selv om Smith har fokuseret mere på sin familie end på at indspille film på det seneste, så formår han fortsat at hive nogle store kontrakter hjem.

Tom Hanks seneste film " Larry Crowne" var et flop, men skuespilleren har også lagt stemme til rollen som Woody i "Toy Stories"-filmene. Den tredje "Toy Story" er den bedst indtjenende animationsfilm nogensinde.

Leonardo DiCaprio, der er rykket fra en plads som nummer fem til nu nummer ét, havde to store succeser sidste år med "Shutter Island" og "Inception" som tilsammen indtjente over 1 milliard dollar.

I sine næste film skal DiCaprio spille den legendariske tidligere chef for FBI, J. Edgar Hoover samt hovedrollen i en ny version af "The Great Gatsby".

Johnny Depp, der toppede indtjeningslisten året før, fortsætter med at sælge billetter som sørøveren Jack Sparrow i "Pirates of the Caribbean"-filmene.

/ritzau/Reuters

Leonardo DiCaprio topper liste over bedst betalte skuespillere med 77 millioner dollar.

Offentliggjort Sidst opdateret