Der kan gemme sig mider i din vippekant

Gå til øjenlægen eller optikeren, hvis du oplever kløe eller hævede øjne. (Arkivfoto) Foto: Colourbox/Free

Dine øjenvipper kan være hjemsted for mider, men med god hygiejne kan du minimere risikoen for ubudent besøg.

Offentliggjort Sidst opdateret

Rødme og irritation på øjenkanten kan være ubehageligt og generende. Og så kan det være tegn på, at der er flyttet mider ind i vippekanten.

Det fortæller øjenlæge Steffen Heegaard fra Rigshospitalet og Københavns Universitet.

- Der er masser af os, der har dem i vores øjenvipper og lever fint med det. Men for nogle kan det medføre betændelse i øjenlågskanten, fortæller Steffen Heegaard og tilføjer:

- Hvis folk er røde og irriterede på øjenlågskanten, ser vi efter, om der er mider. Vi vipper øjenvipperne fra side til side, og så kan miderne komme frem.

Han fortæller, at man kan behandle miderne, som går under navne som hårsækmider og vippelus, og få dem væk - men de kan sagtens komme igen.

Behandlingen kan bestå af dråber, salve eller antibiotikalignende tabletter.

- Hårsækmiderne kan vandre rigtig meget rundt, så man kan godt smitte sin partner, når man ligger i sengen, fortæller Steffen Heegaard.

Rigtig mange har mider ved hårrødder som eksempelvis øjenvipperne uden at mærke det store til det. Men særligt hos ældre kan det give problemer.

- Når immunforsvaret er dårligere, kan man lettere slå ud, siger han og tilføjer:

- Det er formentlig på grund af deres ekskrementer, at huden bliver irriteret.

Hos optikerkæden Louis Nielsen har de set flere tilfælde af hårsækmider i forbindelse med kunder, der har fået øjenvippe-extensions.

- Der sidder vipperne meget tæt, så hvis ikke man får rengjort dem ordentligt, kan der sætte sig en masse snask, og så kan miderne sidde og hygge sig, siger Gitte Brink Kristensen.

Hun fortæller, at irritationen ofte kommer til udtryk som kløe, hvorefter de fleste naturligt vil klø sig.

Men på grund af bakterierne på fingrene kan det resultere i en ond cirkel, der bare forværrer problemet. Det kan også medføre øjenbetændelse.

For at mindske risikoen for problemer med hårsækmider råder Gitte Brink Kristensen til at prioritere den daglige hygiejne - også ved øjenomgivelserne.

- Vask ansigtet med en mild sæbe, og sørg for også at komme omkring øjnene. Få lige fingeren ind omkring, og tag det værste skidt, siger hun og tilføjer:

- Man kommer også langt alene ved at bruge vand.

Hvis du sørger for at rense og alligevel oplever problemer, så gå til egen læge, øjenlægen eller en optiker.

- Hvis øjnene er hævede eller klør, så bør man altid reagere. Det kan også være alverdens andre ting end mider, siger Gitte Brink Kristensen.

/ritzau fokus/