Derfor er Mascha Vang single

Radioværten Mascha Vang har ry for at være en af landets mest attraktive kvinder. Og da hun forleden kunne meddele offentligheden, at hun igen er single, har mange sikkert undret sig.

Men nu fortæller Maschas ekskæreste, racerkøreren Nicolas Kiesa, hvorfor han og Mascha ikke kunne finde ud af at holde fast i hinanden.

- Vi var rigtig gode til at være ude sammen. Men når vi var derhjemme, gik det galt. Vi var grundlæggende forskellige og kunne diskutere og skændes om de mindste dagligdags ting, fortæller han til Se og Hør.

Forleden kunne tv-seerne se parret sammen i Kanal 5-programmet "4 stjerners middag". Programmet blev optaget inden parret slog op.

Her havde den gode kæreste Nicolas været så venlig både at lægge hus til og arrangere underholdning i form af gokartløb for Maschas gæster, Malena Belafonte, Allan Tornsberg og Henning Jakobsen, alias chipsbaronen Jørgen fra Kims-reklamerne.

Maschas middag gik mere eller mindre i vasken, og det samme er altså sket med hende og Nicolas' forhold efterfølgende. Og der var mange problemer undervejs, fortæller racerkøreren.

- Hver anden dag talte vi om at slå op. Så gik der et par dage, og så blev vi enige om at blive sammen. Sådan var det ofte, fortæller Nicolas Kiesa til ugebladet.

Mascha Vang er blandt andet blevet kendt gennem realityserierne "Villa Medusa" og "Paradise Hotel". Derudover har hun optrådt som afklædt forsidepige og er i dag radiovært på DR's P5000.

/ritzau/

Mascha Vangs ekskæreste Nicolas Kiesa fortæller i denne uge i Se og Hør, hvad der gik galt mellem ham og Mascha.

Offentliggjort Sidst opdateret